"Battle of the Sexes" eller kønnenes kamp risikerer at underminere den lighed, som kvindelige tennisspillere har kæmpet for gennem årtier.
Sådan har kritikken lydt forud for søndagens showkamp mellem Aryna Sabalenka og Nick Kyrgios, men ordene preller af på verdensetteren.
- Det er god træning for mig og et godt budskab at sende til alle pigerne derude.
- Jeg håber, de kommer til at se med, og de ser, hvor stærk og sej, jeg er, fordi jeg er modig nok til at udfordre mig selv ved at spille mod ham, siger hun ifølge Reuters ved en presseseance.
Normalt konkurrerer mænd og kvinder hver for sig, medmindre der er tale om mixeddouble. Men idéen om at spille singlekampe på tværs af kønnene er alligevel ikke ny.
I 1973 blev "Battle of the Sexes" udkæmpet mellem dengang 29-årige Billie Jean King og 55-årige Bobby Riggs. Den tidligere grand slam-vinder tabte til King, og det blev set som et stort skridt for kvinderne, som kæmpede for bedre rettigheder og vilkår.
Den legendariske duel kan slet ikke sammenlignes med det, Sabalenka og Kyrgios går ind til i Dubai, mener belaruseren.
- De kæmpede for noget andet. Vi er her for at tage tennis til et nyt niveau og give sporten opmærksomhed for at hjælpe den med at vokse.
- Jeg føler, at kvinder allerede har bevist, at de fortjener lige vilkår, og søndag vil jeg vise, at vi kan levere en brav indsats mod mænd og have det sjovt, siger hun.
Bookmakerne har Kyrgios som relativt klar favorit, men for australieren, som tidligere har været nummer 13 i verden, er sejren ikke det vigtigste.
- Der er alt for meget splittelse og konflikt og ikke nok holdånd, forklarer han.
- Jeg siger ikke, at jeg ikke vil vinde. Det vil jeg. Men uanset udfaldet viser det, at vi kan udrette nogle fantastiske ting sammen, lyder det fra verdens nummer 671.
Sabalenka aner ikke, hvad hun skal forvente sig af kampen mod Kyrgios, der er kendt for sin uforudsigelige natur.
- Det er det, jeg elsker, for det er den følelse, du jagter, når du er i sport. De uforudsigelige situationer. Jeg elsker at udfordre mig selv, og det er en kæmpe udfordring - specielt mod Nick, som er så uforudsigelig og skør, siger den firedobbelte grand slam-vinder.
Kampen spilles med justerede forudsætninger for at øge jævnbyrdigheden. Der spilles uden andenserv, og Sabalenkas side af banen er ni procent mindre end Kyrgios'.
Årsagen er, at kvinder ifølge arrangøren er ni procent langsommere end mænd i gennemsnit.
Skulle det ende ud i et tredje sæt, afgøres kampen af en tiebreak til ti point.
/ritzau/
