Så skyder han... Nej, han fortsætter!

Fodboldpublikum i hele verden har oplevet det særlige, frydefulde gisp, når Michael Laudrup tryllede med bolden for det danske landshold eller for de mest betydningsfulde klubber. Han er Danmarks største fodboldspiller nogensinde, et ikon for en hel generation, en levende myte. Utroligt, egentlig, at det er bare 40 år, han fylder i dag.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han spiller stadig derude. Old Boys-fodbold på vindblæste baner. Og han mandsopdækkes ifølge eget udsagn tillige endnu med stor ildhu. Et mærkværdigt billede. Man ser ham løbe rundt med en prustende, let overvægtig og godt 40-årig halsende efter sig i dennes håb om at kunne sætte en glidende tackling ind. Og dermed vinde sig en historie til kommende familiemiddage: »Så tacklede jeg ham sgu', selveste Michael Laudrup...«.

Laudrups egen forklaring på, at han løber derude, er »kærligheden til spillet«. At han har udført det i de største arenaer i Europa, akkompagneret af suset fra tusindtallige skarer, skygger ikke for glæden ved at vende tilbage til undselige plæner, hvor lyden højest er modstandernes tilråb om at gå til ham samt et kort, ensomt ekko, når nogen sætter en tung tackling ind. Hans forklaring er, at han efter alle disse år stadig er på banen for andet end pengenes skyld. På trods af at nogle undervejs var villige til nærmest at betale ham hvad som helst. På trods af at han intet mere har at vinde. End ikke en selskabshistorie. Ja, måske tværtimod kun har sin førlighed at tabe.

Men som der stod over indgangen til Laudrups ungdomsklub K.B.'s træningsanlæg: »Gør drenge til mænd og mænd til drenge«. Svælget af uudgrundelig dybde i dette udsagn sluger alle. Selv for en Michael Laudrup er der en ring, der skal sluttes.

Det kollektive sug
Der var en indånding, når han fik bolden. Et gigantisk, kollektivt sug, som syntes at tømme tribunerne, ja, endog hele byen for luft. En forventning om en forestående åbenbaring stod et splitsekund og dirrede i projektørkeglerne over banen. Det var en forventning om at få kampen forløst i en kirurgisk aflevering, der snittede modstandernes forsvar op. Eller i en dribling af den slags, der i ét og samme øjeblik kan både åbne og lukke en kamp. Det var en forventning om, at han alene kunne gøre forskellen. Uanset om man var med eller mod ham.

!!!!!! Michael Laudrup var netop skiftet fra Barcelona til Real Madrid og spillede én af sine allerførste kampe for den hvide konge- og hovedstadsklub mod Deportivo de la Coruña. Det foregik i Coruña. Deportivos afficionados buh'ede af både Vasquez, Michel, Enrique, Redondo og Zamorano.

Men aldrig af Laudrup.

Laudrup var i en kategori for sig. Han var hævet over rivaliseringens klicheer. Hans spil var løftet op over emblemer, faner og regional indebrændthed. Han var legemliggørelsen af det ophøjede i fodbolden, det rene, ubesmittede og urørlige. Stod man dér i den sugende masse i de store europæiske arenaer til hans kampe i de år, inhalerede man atmosfæren omkring en fodboldspiller af den slags, der kan få selv de mest brovtende til at stå med åben mund og lammet vejrtrækning. Og derpå kom udåndingen. Hans medspiller forvaltede måske ikke afleveringen efter fortjeneste. Et stort stød af et suk gik gennem tilskuermassen. Lige indtil næste indånding.

Ambassadøren
Michael Laudrup fylder 40 år i dag og har været et nationalt fodbold-ikon i over 20 af dem. Men ud over netop fodbold ved ingen medier ret meget om ham. Hvilket er noget af det mest sigende, hvis man skal forsøge at karakterisere Laudrup. Manden som menneske - sådan et af den slags, der har et dagligliv, inklusive grillaftener, indkøb og personlig håb, tvivl, tro samt børnebekymringer - er aldrig blevet afbildet. End ikke efter 20 år i frontlinjen i offentligheden. Han er gift med Siw, har to sønner og en datter, hvoraf den ældste er fra første ægteskab. Men ingen har nogensinde set familiens sofa. Der er kun Blå Bog-oplysninger. Hvor han i øvrigt først i år kom til at optræde. Givetvis fordi han aldrig har svaret redaktionen, når den har henvendt sig.

Michael Laudrup har altid besiddet en royal evne til at værne om sit privatliv. Hvorfor der også kun findes ét officielt billede af ham, som var han et hoved på en kongelig mønt. Det vægtigste portræt af ham er stadig Jakob Kvists mere end ti år gamle bog (i hvis tilblivelse hovedpersonen helt karakteristisk i øvrigt ikke selv bidrog). Den skildrer foruden boldspilleren et menneske med en usædvanlig udsøgt sans for diplomatiets overlegenhed og de stille personlige sejre. Og den har taget Laudrups karakter i ed i sin titel: »Ambassadøren«.

Har Michael Laudrup aldrig eksisteret som privatperson i offentligheden, har han derimod været overvældende repræsentativ som officiel figur. Som en reference danske turister i udlandet begejstret bliver mødt med. Som rollemodel med udadlelig fremfærd på og uden for banen. Som en mand, hvis evner landet flere steder uden for dets grænser er blevet synonym med. Hvilket kan forekomme absurd for en nation, hvis flag hævdes at være smukkest i modvind, og hvis største sejre er kollektivets.

Verdensspiller
Laudrup er i dag uomgængeligt en standard i hjemlig fodbold. Ikke i kraft af en gennemsnitlighed, men i kraft af det modsatte.

»Han er jo ikke ligefrem nogen Laudrup,« bliver der eksempelvis ironisk sagt hver weekend på ét eller andet stadion et eller andet sted i landet. Samtidig skal én eller anden på Drøvlings serie 5-hold måske ryste op med en kasse øl, fordi »det eneste han har til fælles med Michael Laudrup er, at de begge har haft nummer ti på ryggen«. Og et tredje sted har én eller anden haft held til at slippe afsted med en aflevering »af laudrupske dimensioner«. Michael Laudrup sidder i fodboldens sprog i Danmark på samme måde som H. C. Andersen sidder i eventyrlitteraturens. Referencerne til ham er ligefrem proportionale med hans magiske spil med maskerede afleveringer og lydefri teknik.

Michael Laudrup er i dag som bekendt træner ude i Brøndby. Den ene af landets to suverænt mest betydningsfulde superligaklubber. Men det synes som en bisætning i den hovedfortælling, manden udgør i dansk fodbold. Netop en hovedfortælling - ikke fordi Laudrup inkarnerer dansk fodbold, hvilket nogen misforståeligt vil hævde - men fordi han gør det modsatte. Han var en fodboldspiller af et format, der på verdensplan er langt imellem. Og man derfor i Danmark aldrig har set magen til. De fås ikke større i så lille et land.

Følgelig kan man konstatere, at han på flere måder er en udansk signatur. Det er ikke så meget hans forekomst i rødt og hvidt 104 gange, der statuerer hans legende. Han meldte sig endog ud i starten af 1990erne i omkring 30 kampe. Blev tilmed karakteriseret som mere end undværlig, da et stærkt defensivt landshold vandt EM uden ham. Det var dengang, hans nuværende assistenttræner, John Faxe, afgjorde turneringen og »ramte den lige i røven«. Uden Laudrup havde dansk landsholdsfodbold ikke bare et andet spil. Det havde også et andet sprog.

Han gjorde dog siden påstanden om sin ringe betydning til skamme ved at være enestående under kvalifikationen til samt under selve VM-slutrunden i 1998.

Et knæk i Barcelona
Michael Laudrups signatur er først og fremmest hans optræden på Barcelonas drømmehold i slutningen af 1980erne og starten af 90erne. »Alle ville have, at Laudrup skulle have bolden,« som daværende Barcelona-træner samt gudfar til Laudrup som verdensstjerne i klubben, Johan Cruyff, har sagt.

Michael Laudrup var et gigantisk navn i Spanien. Er det endog stadig. I år 2000 blev han kåret som bedste udenlandske spiller i den spanske liga i de foregående 25 år. Det vil sige foran kolleger som Cruyff, Maradona, Romario, Lineker, Koeman og så videre.

Faktisk var Laudrup så elsket, at der skulle en undtagelsestilstand til, før man buh'ede af ham. Selvsamme år, Danmarks bedste fodboldspiller gennem tiderne promenerede med sin status i Coruña, vendte han selvsagt også tilbage til Nou Camp i Barcelona iført ærkefjenden Real Madrids hvide kongetrøje. Og han gjorde det til bannere med påskriften »Judas«. Samt en pibekoncert, som havde Laudrup punkteret alle de foregående års drømme med sit skifte. Her var han ikke hævet over emblemer, faner og regional indebrændthed. Her var han ikke urørlig. Han bukkede under for fordømmelsen og måtte i om muligt endnu mere desillusioneret tilstand end sine buh'ende og piftende domsmænd lade sig skifte ud.

Men det var set i bakspejlet ikke had, som sportspressen overfladisk udbasunerede det. Det var kærlighed. Den forsmåede af slagsen, forstås. I flyveren tilbage til Madrid sad den danske stjerne ved siden af Real Madrids træner, Jorge Valdano. Denne analyserede formentlig hændelsen knivskarpt og præcist ved at sige til Laudrup: »I dag fandt jeg virkelig ud af, hvor meget de holdt af dig«.

Ironisk nok kan man udlægge netop denne kamp som et af de ypperste udtryk for Michael Laudrups format i international fodbold. At buh'e af Michael Laudrup var som at nedgøre selve spillet. Som at besudle dets skønhed og underkende dets eviggyldighed. Da han forlod dem i Barcelona, var det netop dette, de følte, han havde taget fra dem. De kunne ikke glemme den frydefulde forventning, når han fik bolden. Forventningen om at få drømmefodbold virkeliggjort i en enkelt spillers spektakulære handling.

For legens skyld
Nu spiller han derude i amatørernes aldrende og prustende række. Hvilket nogen sikkert vil finde for nedværdigende. Han har her alt at tabe, vil de sige. Laudrup vil hermed kun kunne besmudse sin pletfrie, skinnende urørlighed. Men Michael Laudrup har i dag faktisk en del til fælles med sin umage oppasser, der halsende forsøger at få sat en tackling ind på ham. Skulle denne oppasser rent faktisk stik mod alle odds lykkes med sin tackling, vil hans usigelige begejstring, når han beretter om sin bedrift, ligeledes være »kærligheden til spillet«, som Laudrup begrunder det. Og i oppasserens fald endda ikke bare kærlighed til spillet i almindelighed, men også til Laudrup i særdeleshed. Mange danske mænd skelner ikke mellem de to. Hengivelsen til spillet og hengivelsen til Michael Laudrup.

Det er ikke mange, der uanset metier afsætter så dybe aflejringer uden at dele andet med omverdenen end et helt unikt talent. Det virkelig ophøjede er imidlertid, at Laudrup stadig løber derude. Ikke for pengenes, bifaldets eller forfængelighedens skyld. Men snarere for sin egen, spillets og legens. For at blive som dreng igen. Det er heri, vi kan se, at han er én af os. En helt almindelig og jordnær fodboldspiller - om end i besiddelse af en helt ualmindelig og nærmest himmelsk nådegave.