Så dem lige i øjnene

Psykologisk krigsførelse og hemmelige signaler var en del af forklaringen på Karin Mortensens mesterlige redninger i finalen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ATHEN: Når nu landstræner Jan Pytlick endelig har taget mod til sig og meldt klart ud, at nationalmandskabets målvogter nummer et hedder Rikke Schmidt, er det yderst glædeligt og tilfredsstillende, at der også findes en nummer to.

Uden på nogen måde at forklejne Schmidt, der gennem hele turneringen har været bedste danske keeper var det hendes kollega Karin Mortensen, der trådte frem som dansk målvogter-heltinde i går.

»Jeg er glad for, at jeg kunne bidrage,« sagde hun selvudslettende, efter uden at blinke at have snuppet to koreanske straffekast. På afstand så det ud som om, hun bare ikke kunne rystes.

Virkede så tændt og så kold, at det i sig selv sendte et alarmerende signal til koreanerne om, at her stod de overfor en superkvinde med nærmest overnaturlige kræfter.

En kvinde, der ikke kunne passeres.

Men sådan var det ikke helt. Mortensen arbejdede ikke efter en velgennemtænkt plan, men havde med en vis kynisme besluttet, at tage chancen. En slags alt-eller-intet taktik. Efter hovedpersonens mening det eneste rigtige, når man står ansigt til ansigt med en straffekastskytte.

»Jeg havde gjort mit hjemmearbejde. Som altid havde jeg gennemgået skuddiagrammer inden kampen, men ved straffekast gider jeg ikke tænke på, hvem der skyder. I stedet gjorde jeg det, at jeg kiggede skytterne lige i øjnene. Måske kunne det bringe dem ud af balance.«

Den psykologiske kanin, som den danske målvogtere trak op af hatten skyldtes - som også andre danske spillere var inde på - at de koreanske spilleres fremtidige liv afhænger af, hvordan deres OL-deltagelse slutter.

Spiller de guldet hjem som de gjorde i 1988 og 1992, får de årligt et betydeligt beløb. Så længe de lever. Det må de et eller andet sted automatisk have tænkt på, da marginalafgørelsen over dem alle fandt sted.

Derfor kan et fast blik fra en dansk målvogter - et blik, der ikke afslørede, at hun i virkeligheden spiller højt spil - have afgørende betydning.

Udover den psykologisk krigsførelse fik Mortensen finger- og håndsignaler fra den danske målmandstræner Vibeke Andersen på tilskuerpladserne.

Det går for vidt at komme ind på detaljerne, men det skete i en form for kodesprog. Som i en bedre spionroman. For at narre fjenden. Også den mission lykkedes.

»Jeg er glad for at være en del af det hele,« konstaterede Mortensen sluttelig. »Jeg gjorde min del, men der skal flere til at fuldende jobbet. Guldmedaljen siger mig langt mere, end den jeg fik i Sydney for fire år siden. Jeg føler, jeg er en langt større del af dette hold.«