Russisk curlingspiller mister OL-bronze

Alexander Krushelnitsky blev kendt skyldig i brug af doping og mister sin bronzemedalje, oplyser CAS torsdag.

Alexander Krushelnitsky blev kendt skyldig i brug af doping og mister sin bronzemedalje, oplyser CAS torsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Cathal McNaughton

Den russiske curlingspiller Alexander Krushelnitsky må aflevere sin bronzemedalje ved vinter-OL i Sydkorea.

Det er konsekvensen, efter Den Internationale Sportsdomstol (CAS) torsdag traf en afgørelse i en dopingsag mod russeren.

»Atleten har indrømmet at have overtrådt dopingreglerne, og han er diskvalificeret fra mixed curling-konkurrencen,« lyder det i en udtalelse fra CAS.

Alexander Krushelnitsky hentede tidligere ved legene i Sydkorea bronze i mixed curling, da han blev nummer tre i konkurrencen sammen med partneren Anastasia Bryzgalov.

Disse medaljer må russerne altså aflevere tilbage, og medaljerne går i stedet til nordmændene Magnus Nedregotten og Kristin Skaslien.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB skulle medaljen allerede være indleveret af Krushelnitsky.

Afgørelsen fra CAS kom timer efter, at sportsdomstolen havde aflyst en høring i sagen.

Det skete, efter at Krushelnitsky havde afslået selv at møde op og forklare sig.

Derefter meddelte CAS, at der senere torsdag ville blive truffet en afgørelse i sagen, og at det ville ske på baggrund af skriftligt materiale.

Baggrunden for hele sagen er, at både Krushelnitskys A- og B-prøve har vist spor af den præstationsfremmende hjertemedicin meldonium.

Meldonium har været på den forbudte liste siden 2016.

Krushelnitsky har tidligere forklaret, at han aldrig har benyttet sig af forbudte stoffer.

Afgørelsen betyder, at Krushelnitsky er udelukket fra at være en del af vinter-OL, og hans akkreditering til legene bliver inddraget.

CAS meddeler, at Krushelnitsky har accepteret afgørelsen, og at efterspillet nu er en sag, der skal afgøres af Det Internationale Curlingforbund.

/ritzau/