Russell sejrer i sprintløb og starter forrest i Canada
George Russell havde en god lørdag, da han vandt sprintløbet og sikrede pole position til søndagens grandprix.

George Russell havde en god lørdag, da han vandt sprintløbet og sikrede pole position til søndagens grandprix.

Det blev en ganske god lørdag for Mercedes' George Russell. Først vandt han Formel 1-sprintløbet i Canada, inden han et par timer senere var hurtigst i kvalifikationen og sikrede pole position i søndagens grandprix.
Sprintsejren kom, efter at han skabte problemer med holdkammeraten Kimi Antonelli.
Balladen opstod efter seks omgange, hvor Antonelli og Russell kørte hårdt og kompromisløst.
Under det massive pres mistede Antonelli kontrollen over sin racerbil og kørte af banen.
Problemerne stoppede ikke der for den unge italiener. Kort efter var han igen på afveje, da han skar hen over et græsareal og mistede fart.
Det gav åbningen til McLarens Lando Norris, som kvitterede prompte, smuttede forbi Antonelli og overtog andenpladsen.
Afstanden mellem de forreste var meget lille, men Russell formåede at holde Norris bag sig og kørte først over stregen efter de 23 omgange.
Antonelli kom ind på tredjepladsen foran Norris' holdkammerat, Oscar Piastri.
På sidste omgang formåede Antonelli faktisk at overhale Norris, men igen kørte han af banen og tabte positionen.
I kvalifikationen senere lørdag var Russell hurtigst, efter at holdkammerat Antonelli ellers har startet forrest i de seneste tre grandprixer.
Han blev i den canadiske kvalifikation henvist til andenpladsen, mens McLarens Lando Norris starter i tredje position.
Søndagens grandprix køres klokken 22.00 dansk tid.
Inden grandprixet topper Antonelli kørernes VM-tabel foran Russell. Ferraris Charles Leclerc er nummer tre.
/ritzau/