Den danske tennisspiller Holger Rune kommer ikke i kamp flere gange, før han fra 16. januar deltager i grand slam-turneringen Australian Open.

Således har den 19-årige Rune valgt at trække sig fra næste uges ATP-turnering i Auckland, som han ellers var tilmeldt.

Det skriver flere medier, herunder tennisactu.net.

Der behøver dog slet ikke at være noget alarmerende i afbuddet i forhold til deltagelsen i Australian Open.

Efter nederlaget i første runde af denne uges ATP-turnering i Adelaide sagde han til DR, at han kommer til at ændre i sine planer.

»I de kommende uger bliver der ændret en del på de oprindelige planer, så de bliver tilpasset det, jeg har brug for,« sagde han til DR Sporten.

I samme interview fortalte Rune, at han har haft problemer med varmen og kroppen, hvilket prægede han spil, da han mandag tabte til japanske Yoshihito Nishioka.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Holger Runes lejr.

/ritzau/