For knap 13 måneder siden kom Holger Rune alvorligt til skade i Kungliga Tennishallen i Stockholm, og nu er den danske tennisstjerne så tilbage, hvor akillessenen blev revet over.

Søndag gik starten til ATP 250-turneringen i den svenske hovedstad, hvor Rune mødte til pressemøde forud for sin åbningskamp tirsdag.

- Det er dejligt at være tilbage. Jeg har hårde minder fra sidste år, men turneringen har også givet en masse gode oplevelser, og dem vælger jeg at fokusere på, siger Holger Rune med henvisning til turneringstriumfen i 2022.

Han lægger ikke det store i, at han tirsdag igen skal spille på den centre court, som han blev alvorligt skadet på i semifinalen i Stockholm Open i oktober sidste år.

- Det er altid godt at se frygten i øjnene på en eller anden måde, men det er ikke Stockholm Opens skyld, at jeg blev skadet. Det kunne være sket hvor som helst.

Derfor var han heller ikke i tvivl om sin deltagelse, da Stockholm Open tilbød ham et wildcard.

Rune rangerer aktuelt som nummer 433 på verdensranglisten og skal gøre brug af sin såkaldte "protected ranking" for at få adgang til ATP-turneringer. Men den ordning kan ikke bruges til et ubegrænset antal turneringer, og derfor var den svenske invitation kærkommen.

- Jeg skal op ad ranglisten igen og skal ind i kamprytmen igen og er i en position, hvor jeg skal spille de turneringer, jeg får mulighed for.

- Og så er Stockholm et fedt sted, og det er en fed turnering, så selv hvis jeg ikke lå, hvor jeg ligger på ranglisten, ville jeg nok vælge at spille den, forklarer Rune.

Stockholm Open er hans femte turnering efter comebacket. Indtil videre er højdepunktet kvartfinalen i Basel Indoors, og han føler, at han er et godt sted før turneringen i Sverige.

- Jeg har det godt og har ikke ondt nogle steder. Det er sæsonens sidste turnering, så jeg skal bare ud og nyde det og give alt, jeg har, siger Rune.

Han skal i første runde på tirsdag møde belgieren Zizou Bergs, der er nummer 40 i verden.

RITZAU