Runde i par koster golfdansker i topkampen i Spanien
Lucas Bjerregaard gik tredje runde i par og mistede terræn i toppen i golfturneringen Catalunya Championship.

Lucas Bjerregaard gik tredje runde i par og mistede terræn i toppen i golfturneringen Catalunya Championship.

Lucas Bjerregaard lå efter de to første runder på en delt førsteplads i golfturneringen Catalunya Championship i Spanien, men en tredje runde i par gjorde ondt på danskeren.
Inden søndagens runde indtager 34-årige Bjerregaard nu en delt fjerdeplads og er otte slag efter sydafrikanske Yurav Premlall, der med en fremragende lørdag tog afstand i toppen.
Bjerregaards tredje runde bød på en del op- og nedture. Det blev ganske pænt til fire birdies, men en dobbeltbogey og to øvrige bogeys kostede.
Sydafrikanske Premlall lå bag Bjerregaard før lørdagen, men en forrygende runde ændrede på det. Sydafrikaneren gik runden i ni slag under par - bedst af alle.
Lucas Bjerregaard har været igennem nogle hårde år og har lige nu ikke fast adgang til turneringerne på DP World Tour.
Foruden Catalunya Championship har han spillet to turneringer i år. Her er det blevet til placeringer som nummer 61 og 91.
Jeff Winther havde ligesom landsmanden Bjerregaard en lidt svær lørdag og gik de 18 huller i par. Det kostede top-10-placeringen, og Winther ligger aktuelt delt nummer 18.
Den sidste tilbageværende dansker i turneringen, Niklas Nørgaard, er at finde et godt stykke nede af resultatlisten og ligger delt nummer 46.
Marcus Helligkilde, der i Spanien gjorde comeback efter en pause på det meste af de seneste to år, og Jacob Skov Olesen klarede ikke cuttet efter de to første runder i Spanien.
Turneringen, der spilles tæt på Barcelona, har en samlet præmiepulje på 2,75 millioner dollar svarende til cirka 17,5 millioner kroner.
/ritzau/