Roslyng som barselsvikar

Hun har spillet 129 A-landskampe. Hun har vundet OL-guld. Og nu er Christina Roslyng klar til comeback i Håndboldligaen.

Steen Lund og Christina Roslyng jubler efter sejren i »Vild med dans«. Foto: Mogens Flindt Fold sammen
Læs mere

Med over et hundrede landskampe og en OL-guldmedalje fra Sydney i 2000 i bagagen er Christina Roslyng klar til comeback i Håndboldligaen hos Viborg HK. Klubben præsenterede i går den fodrappe venstrefløj som barselsvikar for Henriette Mikkelsen.

29-årige Roslyng, der selv er mor, har i de seneste sæsoner skruet ned for håndboldkarrieren.

Således har hun i to sæsoner spillet i 1. divisionsklubben SønderjyskE, som hun dog forlod efter sidste sæson. Derfor skal hun nu i gang med et hårdt stykke arbejde for atter at komme i topform. Men som hun siger:

»Viborg HK mener, jeg er den rette til at hjælpe i den situation, som klubben står i lige nu og her, og så kan jeg ikke sige nej. Men det bliver min sidste store opgave. Jeg har haft mine bedste håndboldår i Viborg, og det her er min måde at sige tak for alle de gode oplevelser, som klubben har givet mig.«

Da Viborgs venstrefløj Henriette Mikkelsen for nylig meldte ud, at hun var gravid, stod Viborg HK og manglede en kvalificeret afløser, og så var det nærliggende at henvende sig til klubbens tidligere fløj, Christina Roslyng, der i seks sæsoner frem til 2003 var med til at vinde fire danske mesterskaber med jyderne. Og Roslyng lægger vægt på, at hun fortsat har ambitioner.

»Jeg ser jo det her som en chance for at vinde Champions League-pokalen, for den har jeg endnu til gode. Men Viborg HK har et spændende hold med nogle helt fantastiske spillere, og det bliver en stor udfordring for mig at komme ind på holdet.«

Vild med dans
Landsholdskarrieren fik en brat ende, da landstræner Jan Pytlick satte Christina Roslyng af op til De Olympiske Lege i Athen i 2004, en oplevelse der var et absolut lavpunkt i karrieren.

Den ubehagelige afsked med den rød/hvide landsholdstrøje banede dog vej for andre positive oplevelser - ikke mindst fødslen af sønnen Frederik, og Christina Roslyng fik også mere tid sammen med manden og landsholdsspilleren Lars Christiansen, lige som hun fik tid til at deltage i det populære TV-program »Vild med dans«, som hun vandt med dansepartneren Steen Lund i 2006.

Nu er hun tilbage på banen i Håndboldligaen og klar til at vinde mere.