Den danske angriber Amin Chiakha skifter permanent til Rosenborg BK.

Det meddeler både den norske klub og FC København onsdag på deres hjemmesider.

- Det var min ambition at vende tilbage til København og score mål i Parken, og jeg vil altid være FC Københavner.

- Men jeg har det virkelig godt i Trondheim og på Lerkendal Stadion, hvor fansene har taget godt imod mig, så jeg må bare gribe denne spændende mulighed og tage næste skridt med Rosenborg, siger Chiakha til FCK's hjemmeside.

FCK's fodbolddirektør, Kristjaan Speakman, antyder, at FCK gerne havde beholdt Chiakha.

- Han er faldet godt til i Rosenborg, trives i miljøet og nyder udfordringen ved at være klubbens primære angriber.

- Vi accepterer hans valg, for enhver spiller har brug for sin egen vej, og måske ser vi ham tilbage i København en dag, siger Speakman til fck.dk.

Efter et mindre godt lejeophold i Vejle rykkede den 20-årige angriber i januar videre til Rosenborg.

Her er det siden blevet til 18 kampe og 10 mål, og det har fået Rosenborg til at indfri den købsoption, klubben havde på danskeren.

Tipsbladet skrev tirsdag, at optionen lyder på fem millioner euro eller 37,5 millioner kroner, og det gør Chiakha til det dyreste indkøb af en norsk klub nogensinde.

RITZAU