Rory McIlroy tog endnu en major-skalp

Rory McIlroy løfter stolt PGA Championship-trofæet. Fold sammen
Læs mere

Ikke overraskende blev det nordireren Rory McIlroy, som løb med årets sidste major. I PGA Championship var det på fjerde og sidste runde natten til mandag dansk tid Rory McIlroy, som fastholdt sin føring fra de tidligere dage og sluttede som vinder af turneringen med et slag foran Phil Mickelson på andenpladsen. 

Sejren betyder, at Rory McIlroy nu har vundet de seneste to majors, og det er ikke sket siden 2008, hvor Padraig Harrington lige som McIlroy sejrede i såvel British Open som PGA Championship.

På det samlede scorekort kan McIlroy notere sig, at han sluttede banen med at gå 16 slag under par, da han brugte 68 slag på sidstedagen. Trods en skidt begyndelse på fjerde runde, hvor McIlroy lavede to bogeys på hul tre og seks, blev McIlroy reddet af tre birdies og en eagle på hul 10.

Thorbjørn Olesen, som var eneste tilbageværende dansker i finalerunderne, hoppede fra en 50.-plads op og endte på en samlet 30.-plads, da han gik sidste runde i 67 slag - fire under par. Fem birdies og en eagle gjorde, at Thorbjørn Olesen sluttede turneringen fornemt af og i alt gik banen fem slag under par.    

Rory McIlroy er med sejren i PGA Championship nu oppe på fire major-triumfer.