Det blev en noget mager sæson for den italienske storklub Juventus, som efter ni mesterskaber på stribe måtte afgive støvlelandets fodboldtrone til Inter.
Juventus må trøste sig med sejren i Coppa Italia, og så kan holdets stjerneangriber Cristiano Ronaldo også glæde sig over en historisk personlig milepæl.
Portugiseren blev sparet i sidste runde mod Bologna, men han kan alligevel glæde sig over, at han ender sæsonen som topscorer i Serie A.
Dermed bliver den 36-årige målsluger den første spiller nogensinde, som er blevet topscorer i tre af Europas største ligaer.
I sæsonen 2007/2008 blev han Premier League-topscorer med 31 mål for Manchester United, mens han opnåede samme hæder i Spanien tre gange i løbet af sin Real Madrid-karriere.
Derudover har han hele syv gange været topscorer i Champions League.
Ronaldo scorede 29 mål i 33 ligakampe for den zebrastribede klub i sæsonen. Det var fem mål mere end Inters Romelu Lukaku på topscorerlistens andenplads.
Faktisk scorede Ronaldo flere mål i sæsonen 2019/20. Der nåede han 31 Serie A-mål, men ved den lejlighed hamrede Ciro Immobile hele 36 bolde i kassen for Lazio.
Cristiano Ronaldo er fem gange blevet hædret med Ballon d'Or, titlen som verdens bedste fodboldspiller – senest i 2017.
I sine tre sæsoner for Juventus har han nu scoret 101 mål på tværs af alle turneringer. Det er sket i 133 kampe.
For Real Madrid blev det til 450 mål i 438 kampe, i Manchester United 118 mål i 292 kampe, mens han indledte i Sporting CP i hjemlandet med 5 mål i 31 kampe.
/ritzau/