Ronaldo slipper alligevel for karantæne

Cristiano Ronaldo var dybt frustreret, da, hvad der lignede et tydeligt straffespark, blev dømt som filmeri. Fold sammen
Læs mere

Cristiano Ronaldo har fået ophævet den karantæne, han fik, da han fik gult kort for at filme i sidste weekends kamp mod Rayo Vallecano.

Det skriver Real Madrid på sin hjemmeside.

Dermed kan La Liga-topscoreren alligevel være med, når Real Madrid lørdag tager imod miniputoprykkerne fra Eibar.

Cristiano Ronaldo væltede i straffesparksfeltet, efter en en Rayo Vallecano-forsvarer gled ind i benene på portugiseren. Dommeren takserede situationen som et bevidst fald fra Ronaldos side og gav topscoreren gult kort og dermed karantæne i næste kamp.

Real Madrid var hurtige til at appellere afgørelsen efter kampen, og fredag formiddag valgte det spanske fodboldforbund, RFEF, at ophæve det gule kort, hvorfor Ronaldo slipper for karantæne.

Cristiano Ronaldo er kommet sig over scoringskrisen i 2015 og har med seks mål i de sidste to kampe, herunder fem mod Granada, igen skudt ind som 'Pichichi' - topscoreren i La Liga - med sine 37 mål i 30 kampe. Lionel Messi har scoret 33.

Barcelona er stadig fire point foran Real Madrid, men møder Sevilla i en uhyre svær udekamp lørdag.