Ronaldo sigtet for skattesnyd for 109 millioner kroner

Den spanske anklagemyndighed har indledt en sag om skattesnyd mod superstjernen Cristiano Ronaldo.

ARKIVFOTO. Cristiano Ronaldo er sigtet for skattesnyd i Spanien. Fold sammen
Læs mere
Foto: FILIPPO MONTEFORTE

Den portugisiske fodboldstjerne Cristiano Ronaldo har fået en sag på halsen om skattesnyd.

Tirsdag meddeler flere nyhedsbureauer, at superstjernen er sigtet af den spanske anklagemyndighed i en sag om skattesnyd for 14,7 millioner euro (cirka 109 millioner kroner).

Snyderiet med skattekronerne skulle ifølge Reuters være foregået i perioden mellem 2011 og 2014.

Ifølge den spanske anklagemyndigheds kontor har Ronaldo bevidst snydt med skattekronerne, skriver Reuters.

Det er sket ved at etablere en forretningsstruktur i 2010, som skulle skjule fodboldspillerens indtægt i Spanien fra hans kommercielle rettigheder.

Sigtelsen er baseret på en rapport, som anklagemyndigheden i Spanien har modtaget fra de spanske skattemyndigheder.

For få dage siden offentliggjorde det amerikanske erhvervsmagasin Forbes, at Cristiano Ronaldo er den mest værdifulde sportsstjerne målt på indtægt.

613 millioner kroner i årsindtægt blev Ronaldo noteret for i Forbes, og beløbet dækker både løn, bonusser og sponsorindtægter.

På fodboldbanen har året også været succesfuldt.

Ronaldo vandt sammen med Real Madrid det spanske mesterskab, og klubben genvandt som første klub Champions League.

For et år siden var Ronaldo med til at vinde europamesterskabet med Portugal.

/ritzau/