Ronaldo-mål hjalp Juventus til ny sejr

Cristiano Ronaldo vendte tilbage med et mål, da Juventus snuppede en hjemmesejr over bundholdet Spal.

Cristiano Ronaldo cementerede Juventus' sejr efter 78 minutter. Andreas Solaro/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Uden at imponere fortsætter Juventus med at vinde fodboldkampe i Serie A. Lørdag sluttede hjemmekampen mod bundholdet Spal med en sejr på 2-0.

Dermed ligger Juventus i spidsen for ligaen med 16 point for 6 kampe. I hvert fald indtil Inter senere lørdag møder Sampdoria på udebane. Inden den kamp har Inter maksimale 15 point for 5 kampe.

Juventus har lænet sig op af pointtab i stort set alle kampe i sæsonen, og hjemmepublikummet blev heller ikke forkælet med nogen stor præstation lørdag eftermiddag.

Juventus gav lige, hvad der var påkrævet for at vinde, før den igen står på Champions League-opgave i den kommende uge.

Cristiano Ronaldo var tilbage i startopstillingen efter en skade og kronede sin tilbagevenden med et mål i slutfasen.

Allerede efter knap 20 minutter afsluttede han lige forbi mål efter et indlæg fra højre.

Senere i halvlegen havde Paulo Dybala en potent afslutning efter et kontraangreb, men Spal-keeper Etrit Berisha reddede til hjørne med en stærk refleks.

Publikum i Torino var begyndte at indstille sig på 0-0 ved pausen, da et sidste angreb kastede en scoring af sig.

Målmand Berisha havde bokset bolden ud af feltet i første omgang, men bolden havnede hos Miralem Pjanic, der buldrede bolden op i krogen fra 20 meter.

I anden halvleg cruisede Juventus sejren hjem, men cementerede den dog med endnu et mål med 12 minutter tilbage.

Dybala lagde en bold til bageste stolpe, hvor Ronaldo hang i luften og headede 2-0-målet ind.