- Jeg er tilbage. Jeg er tilbage.

Cristiano Ronaldo talte direkte til tv-kameraet, da dommeren havde fløjtet tirsdagens VM-kamp mellem Portugal og Usbekistan af.

Efter en skuffende premiere mod DR Congo havde den 41-årige verdensstjerne helt åbenlyst haft behov for at manifestere sig på fodboldens allerstørste scene. Og det gjorde han.

Med to mål i 5-0-sejren stemplede han ind i VM, hvor flere andre store offensive stjerner som Erling Haaland, Kylian Mbappé og ikke mindst Lionel Messi har glimret med mål på samlebånd.

I modsætning til rivalerne har Cristiano Ronaldo fået kras kritik hjemmefra, og det har sågar været bragt på bane, om landstræner Roberto Martinez overhovedet skulle gøre brug af den aldrende stjerne. Og det har gjort ondt.

- Jeg kan sige, at det har været en meget hård uge. En svær uge. En uge, hvor folkeopinionen har været meget hård ved os. Ved alle spillerne og særligt træneren, siger Cristiano Ronaldo efter kampen ifølge AFP.

- Men sådan har det altid været. Jeg har været professionel i 23 år, og lige så snart det ikke går godt, så er det: "Cristiano, han er færdig, han er gammel".

- Men det her var et godt svar på tiltale fra mig og mine holdkammerater, og det var, hvad vi gerne ville, siger Cristiano Ronaldo.

Med sine mål i tirsdagens kamp blev Cristiano Ronaldo den første nogensinde til at score i seks forskellige VM-slutrunder.

Portugal skal i den sidste runde af gruppespillet møde Colombia.

/ritzau/