Ronaldo fik direkte rødt kort

Cristiano Ronaldo.
Læs mere
Fold sammen

Der var drama for alle euro-sedlerne, da Real Madrid vandt 2-1 ude over Cordoba. Cristiano Ronaldo fik direkte rødt kort i kampens afslutning.

At Real Madrid vandt ude mod Cordoba overrasker formentlig få fodboldfans. Men at Cristiano Ronaldo, der for nylig modtog Ballon d'Or som et symbol på, at han er verdens bedste fodboldspiller, fik marchordre, vil nok vække større genklang.

Efter 82 minutters spil præsenterede dommer Alejandro Hernandez Ronaldo for det røde kort. Portugiseren sparkede først ud efter en modstander og stak ham efterfølgende en flad, og dermed kan verdens bedste fodboldspiller, der slet ikke ramte dagen, formentlig se frem til en længere karantæne.

Sejrsmålet kom også først hen mod slutfløjtet. Gareth Bale placerede sikkert et straffespark i midten af målet og sikrede dermed sejren og tre vigtige point.

Cordoba bragte sig overraskende foran efter tre minutters spil ved Nabil Ghilas, der ligeledes scorede på et straffespark. Karim Benzema udlignede 25 minutter senere på oplæg fra waliseren Gareth Bale.

Federico Cartabia fra Cordoba fik også et rødt kort i det dramatiske opgør.