Ronaldo atter på vej til Milano

AC Milans vicepræsident, Adriano Galliani, bekræftede i går klubbens Ronaldo-interesse, alt imens Milan og Ronaldos tidligere italienske klub, Inter, kulegraves for skattesvindel.

Ronaldo er faldet i unåde hos Real Madrids træner Fabio Capello, men er stadig interessant for andre klubber. Foto: Philippe Desmazes Fold sammen
Læs mere

»Fænomenet falmer« stod der at læse i gårsdagens udgave af Berlingske Tidende men entydig reference til Ronaldos trænge tider i kongeklubben Real Madrid, hvor træner Fabio Capello øjensynligt ikke er til brasiliansk dans med den »altid overvægtige« angriber.

Ronaldo, der rundede 30 år i efteråret og allerede var med i landsholdsvarmen under VM i 1994, er nu ikke faldet så meget i niveau, at andre klubber ikke udviser interesse. I går var AC Milans vicepræsident Adriano Galliani i hvert fald ude med følgende indrømmelse i La Gazzetta dello Sport:

»Idéen eksisterer, det kan jeg ikke benægte. Nu afventer vi, hvad Real Madrid har at sige.«

Andre italienske medier end sportsavisen hævder sågar, at Milan og Ronaldos agent allerede er blevet enige om en kontrakt, der løber halvandet år frem i tiden.

Ronaldo, som er alle tiders mest scorende aktør i VM-sammenhæng, spillede i øvrigt hos Milans ærkerivaler, bysbørnene Inter, fra 1997 til 2002. Og selv om det kuriosum tog opmærksomhed i går, undslap Milano-klubberne ikke at blive sat under myndighedernes store lup.

For både Milan og Inter har måske bogført endog meget kreativt i forbindelse med diverse spillerhandler, hvilket den offentlige anklager påtænker at grave yderligere i til Adriano Galliani og Inter-ejer samt -præsident, Massimo Morattis, store ærgrelse.

Myndighedernes mand sætter spørgsmålstegn ved, om Inter overhovedet ville have kunnet klare de officielle økonomiske Serie A-krav i sæsonen 2004-2005, hvis de blå-sorte ikke havde snydt med tallene, hvilket selvfølgelig bliver benægtet fra hovedkontoret i det norditalienske.

Skønt der sikkert kunne skrives meget mere om den sag og meget om den 30-årige målmand, Marco Storari, som Milan i går købte af F.C. Messina forud for et tæt kampprogram med Serie A-, pokal- og Champions League-bold, slutter denne artikel med et afsnit i Beckham-føljetonen.

Real Madrid-træner Fabio Capello er nemlig blevet citeret for at sige, at det alligevel ikke er usandsynligt, at Beckham igen får spilletid.

»Han er en god spiller og har altid den rette attitude til træning,« supplerer Capello, som ellers prompte fyrede den svada af, at Beckham var ude af billedet til startopstillingen i resten af sæsonen på grund af englænderens forestående sommer-skifte til amerikanske Los Angeles Galaxy.