Roma-legende blev helt i derby - og fejrede det med en selfie

soccer-italy
AS Romas Francesco Totti tager en selfie efter sit andet mål mod Lazio. Fold sammen
Læs mere

Mr. Roma, 38-årige Francesco Totti, har i årevis haft guddommelig status i den røde halvdel af Rom. Søndag sørgede veteranen for, at hans heltestatus steg til nye højder. Med to mål - det sidste en flot flugter - var han om nogen manden, der vendte 0-2 til slutresultatet 2-2 i kampen mod de evige rivaler.

Den præstation var lige til den i forvejen fyldte scrapbog, og Roma-legenden sørgede da også for, at den personlige succes mod lokalrivalen blev foreviget. Efter 2-2-scoringen fik Francesco Totti stukket en mobiltelefon i hånden og tog en selfie med de ekstatiske Roma-fans som baggrund. En noget utraditionel gimmick, som omgående blev hyldet på de sociale medier og blandt de hardcore Roma-tifosi. Og givetvis skabte yderligere frustrationer blandt lokalrivalernes fanatiske tilhængere.

 

Francesco Totti debuterede for Roma helt tilbage i 1993 og har aldrig spillet i andre klubber. Godt 22 år senere har han spillet over 570 kampe i den røde trøje med imponerende 239 mål til følge. Sjældent er betegnelsen klublegende mere passende.

Men selvom angriberen har rundet de 38 år, og karrieren synger på sidste vers, beviste han søndag, at kvaliteterne fortsat rækker til at være afgørende på højeste niveau.

Og måske karrieren kan slutte på smukkeste vis med endnu et italiensk mesterskab. Søndagens to mål mod Lazio betød i hvert fald, at Roma med det ene point rykker op på en delt førsteplads ved siden af Juventus, der dog har spillet en kamp færre. Lazio er på tredjepladsen ni point efter.

Francesco Tottis kontrakt med Roma slutter sommeren 2016. På det tidspunkt nærmer han sig de 40 år.