Roma har snuden tilbage i Juventus-sporet

Den italienske hovedstadsklub genoptog tirsdag jagten på førerholdet Juventus med 4-0-sejr over Fiorentina.

AS Roma er tilbage på andenpladsen efter førerholdet Juventus i den bedste italienske fodboldrække.

Tirsdag vandt hovedstadsklubben på hjemmebane med 4-0 over Fiorentina og rejste sig dermed fra nederlaget til Sampdoria i den seneste ligakamp.

Edin Dzeko scorede det første af sine to mål kort før pausen, da han på kanten af straffesparksfeltet modtog bolden med ryggen til Fiorentinas mål.

Med en vinklet brysttæmning spillede den bosniske angriber sig selv fri og sendte bolden i mål til 1-0.

Et kvarter efter pausen headede Federico Fazio Roma på 2-0 i forbindelse med et frispark.

Radja Nainggolan øgede til 3-0 på et kontraangreb, inden Edin Dzeko udnyttede en forsvarsfejl til at cementere Roma-sejren.

Roma indtager andenpladsen i Serie A med 50 point. Det er fire færre end topholdet Juventus.

/ritzau/