AS Roma har onsdag valgt at fyre Daniele De Rossi som cheftræner efter en skuffende sæsonstart uden sejr. Det oplyser Roma på fodboldklubbens hjemmeside.

I stedet er den tidligere Torino-, Genoa- og Verona-træner Ivan Juric blevet ansat på en kontrakt, der løber sæsonen ud.

41-årige De Rossi havde ellers fået en permanent kontrakt på tre år tidligere på året, men samarbejdet er brat blevet afbrudt nu.

I mange år var De Rossi en af de bærende kræfter på Romas midtbane, og det gav ham status af klubikon. De Rossi blev ansat som træner i januar og havde i starten stor succes.

En sæsonstart med fire kampe i Serie A uden sejr blev dog for meget for ledelsen.

- Klubbens beslutning er taget i holdets interesse for hurtigt at kunne genoptage den ønskede vej, på et tidspunkt hvor sæsonen stadig er i sin begyndelse, lyder det fra Roma.

De Rossi, som også bliver også takket i afskedssalutten, nåede blot 30 kampe i spidsen for Roma.

I denne sæson er det blevet til uafgjorte kampe mod Cagliari, Juventus og Genoa, mens romerne har tabt til Empoli.

Roma ligger femtesidst i Serie A efter fire spillerunder, og det skal kroatiske Ivan Juric altså nu forsøge at forbedre.

/ritzau/