Rollerne er byttet om på Magnussens hold

Kevin Magnussen har op til søndagens grandprix overtaget Romain Grosjeans position som bedste Haas-kører.

Romain Grosjean og Kevin Magnussen er teamkolleger på Haas-mandskabet, men er samtidig hinandens største rivaler. Reuters/Albert Gea Fold sammen
Læs mere

Det er nye tider for kørerne på Haas-mandskabet op søndagens Formel 1-grandprix i Aserbajdsjans hovedstad, Baku.

Hvor Kevin Magnussen sidste år måtte se teamkollega Romain Grosjean score flest point, har danskeren sat sig i førersædet fra begyndelsen af 2018.

Mens Magnussen har kørt 11 point i hus i de første tre grandprixer, står Grosjean fortsat med et rundt nul.

Det er en ny situation for franskmanden, der har været vant til at være førstemand, siden han skrev kontrakt med Haas i 2016.

»Jeg har ikke haft meget held med det endnu. Jeg har haft tre løb, hvor jeg har haft point inden for rækkevidde, men har ikke scoret i nogen af dem,« siger Romain Grosjean til holdets hjemmeside.

»Men basis er i orden, bilen er god, og det er meget spændende. På et eller andet tidspunkt begynder det at gå den rigtige vej. Forhåbentlig bliver det i Baku,« siger han.

Det er velkendt, at teamkollegerne er hinandens argeste rivaler i Formel 1.

Godt nok arbejder de begge for at score point til holdet, men de kører i mindst lige så høj grad for at forbedre deres egen position og fremtid i hierarkiet.

Samtidig er holdkammeraten den eneste i feltet med samme bil og samme motor og dermed den eneste, man kan måle sig direkte med.

»Som kører er det altid svært at acceptere at blive overhalet internt på holdet, for man vil gerne have styr på sin teamkollega,« siger den danske racerkører og Formel 1-ekspert John Nielsen.

»Grosjean kan godt se, at kontrollen er i fare, og her er det så, at psyken kommer i spil. Hvor stærk er han, og hvor meget tror han på sig selv? Kan han rejse sig igen og dermed måske gøre sit hold endnu bedre?,« påpeger han.

I Bahrains Grand Prix for tre uger siden var Magnussen utilfreds med, at Grosjean i hans øjne spærrede vejen, på et tidspunkt hvor franskmanden havde udspillet sin rolle i løbet.

Den slags uenigheder ser man på stort set alle teams, og det kræver en vågen holdledelse at sørge for et sundt arbejdsklima.

»Det er en opgave for teamchefen at styre to kamphaner. Han skal holde øje med, hvordan samarbejdet kører, og hvordan det udvikler sig.«

»Hvis det knager, så må han slå i bordet eller give dem en appelsin - alt efter hvad der virker bedst,« siger John Nielsen.

I søndagens grandprix starter Magnussen også foran Grosjean. Danskeren blev nummer 15 i lørdagens kvalifikation, mens franskmanden på grund af problemer med gearkassen aldrig fik sat en tid. Han starter derfor bagest.

Søndagens grandprix begynder klokken 14.10.

/ritzau/