Rolf: Rasmussen kører for klassementet

Den tidligere cykelrytter Rolf Sørensen tror, at Michael Rasmussen under Tour de France går efter at beholde den gule trøje til Paris.

Michael Rasmussen kørte sig søndag i gult i Tour de France. Og den tidligere toprytter Rolf Sørensen tror, at Rasmussen nu går efter at beholde førertrøjen frem til Paris. Bjergtrøjen, som Michael Rasmussen har vundet de seneste to år, kan ikke længere tilfredsstille den danske Rabobank-rytter.

- Det, jeg ligger mest mærke til, var den måde, han kørte over stregen på. Den aggressivitet han havde, da han undlod at strække hænderne i vejret, viser for mig, at han kører for den gule trøje. Sejren havde intet med prikker at gøre. Bjergtrøjen vil komme af sig selv, når han kører på den måde, siger Rolf Sørensen, der kommenterer Touren for TV 2, til Ritzau.

Rolf Sørensen vil skyde på, at Michael Rasmussen skal have opbygget et endnu større forspring til de øvrige klassementryttere, hvis missionen om at cykle ind i Paris i gult skal lykkes.

- Skal det lykkedes for ham, så kræver det, at han har fem-seks minutter før løbets sidste enkeltstart. Det kan være, at han taber den gule trøje på den første enkeltstart, men han vil helt sikkert angribe igen i Pyrenæerne, siger Rolf Sørensen.

/ritzau/