Roglic giver maveonde skylden for tidstab i Giroen

Primoz Roglic erklærer sig frisk efter en dramatisk søndag med maveproblemer og styrt i høj fart.

Primoz Roglic (til højre) har et forspring på et minut til Vincenzo Nibali (til venstre). Begge jagter den førende Richard Carapaz. Luk Benies/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Først havde han problemer med gearene. Da han ville skifte cykel, var sportsdirektøren pludselig væk. Og da han efterfølgende fortsatte på en holdkammerats cykel, styrtede han på en nedkørsel.

Primoz Roglic (Jumbo-Visma) havde nok at beklage sig over på søndagens 15. etape af Giro d'Italia, hvor han mistede 40 sekunder til konkurrenterne i kampen om den samlede sejr.

Men en del af årsagen til tidstabet skal man finde i Roglic' mave. Den 29-årige slovener fortæller på mandagens hviledag, at han kæmpede med et maveonde på den barske etape til Como.

- Jeg tror, at vi alle begik fejl i går (søndag, red.), og det var ikke så smart. Jeg havde det faktisk ikke særlig godt og havde også maveproblemer. Faktisk havde jeg en dårlig dag, siger Roglic ifølge cyclingnews.com.

Det mislykkede cykelskifte har vakt en del opmærksomhed. Det skyldtes nemlig, at sportsdirektøren, som skulle komme med en ny cykel, var i gang med at træde af på naturens vegne.

Derfor måtte Roglic jagte favoritfeltet på holdkammeraten Antwan Tolhoeks cykel, og det var den, han kørte på, da han bragede ind i autoværnet på en nedkørsel i slutfasen.

Blodet løb, men hovedpersonen er sluppet billigt.

- Jeg har det, som man nu har det efter to ugers cykelløb. Det er ikke optimalt efter det styrt, jeg havde, men jeg tror, at alt er ok.

- Når alt kommer til alt, tror jeg, at jeg var heldig. Jeg var glad, da jeg kørte i mål, siger Roglic.

Inden tirsdagens store bjergetape til Ponte di Legno er han på andenpladsen 47 sekunder efter førende Richard Carapaz (Movistar).

En anden af favoritterne til den samlede sejr, italieneren Vincenzo Nibali (Bahrain Merida), er et minut efter Roglic.

/ritzau/