Når Danmark skal ud i den afgørende VM-playoffkamp mod Nordmakedonien, bliver det med uvante hænder i buret.

Landstræner Brian Riemer offentliggjorde tirsdag truppen til kampen den 26. marts i Parken. Mads Hermansen, Frederik Rønnow og Andreas Jungdal er de tre målmænd, der er udtaget.

Rønnow havde ellers meddelt sit landsholdsstop i 2024, men vender nu tilbage til de to kampe, oplyser Riemer i Parken.

- Vi har talt om de her to kampe, og længere er vi ikke gået. Nu er der tale om to kampe, som han kommer ind og hjælper os med, siger Riemer.

Kasper Schmeichel har siddet tungt på pladsen som landsholdets målmand i mere end ti år. Men den 39-årige Celtic-keeper er skadet og meldte i sidste uge afbud til landsholdssamlingen.

Riemer blev på pressemødet også spurgt ind til de samtaler, han har haft med Schmeichel, der har 120 landskampe for Danmark.

Landstræneren forstår interessen, men slår samtidig fast, at alle samtaler med spillerne er private og holdes internt.

Schmeichels fravær betyder, at det sandsynligvis bliver enten West Hams Mads Hermansen eller Union Berlins Frederik Rønnow, der skal vogte målet.

For Hermansen vil det i så fald være landsholdsdebut. 33-årige Rønnow har stået ti kampe i det danske mål siden sin debut i 2016.

Riemer siger, at han har truffet en beslutning om, hvem der skal starte i målet, men oplyser ikke, hvem det bliver.

Rønnow var med til VM i både 2018 og 2022 samt EM i 2021 og 2024, men tilbragte alle 17 kampe ved slutrunderne på bænken.

Da han i november 2024 meddelte sit stop på landsholdet, begrundede han det med, at han ville bruge mere energi på sin klub og mere tid med sin familie.

Hermansen har været reserve bag Schmeichel, siden han første gang blev udtaget til landsholdet i 2023. Men på klubplan har fynboen de seneste to sæsoner spillet blandt de bedste i Premier League.

Han startede karrieren i Brøndby IF, hvor han hurtigt viste sig som et stort talent i den hjemlige liga. I 2023 blev han solgt til Leicester, der på det tidspunkt spillede i Championship.

I sin første sæson i England var Hermansen fast mand, da Leicester rykkede op i Premier League. I sidste sæson spillede han 27 kampe, men det endte med nedrykning for klubben.

Denne gang fulgte danskeren dog ikke med, men skiftede i stedet til sin nuværende klub West Ham. Her har han delt spilletiden med Alphonse Areola, men han har stået i de seneste seks Premier League-opgør inden udtagelsen.

24-årige Andreas Jungdal spiller til daglig i den belgiske klub KVC Westerlo, som han kom til fra italienske Cremonese i sommer.

Siden har han været fast mand i den belgiske Jupiler League.

Danmark møder Nordmakedonien den 26. marts i en semifinale i VM-playoff, hvorefter en potentiel finale spilles den 31. marts på udebane mod enten Tjekkiet eller Irland.

/ritzau/