Rødt kort til ophidset tidligere FCK-keeper i Italien

Robin Olsen blev udvist i det udsatte Serie A-opgør mellem Lecce og Cagliari. Kampen endte 2-2.

Robin Olsen har danske forældre, men er vokset op i Sverige. Han har valgt at stille op for det svenske fodboldlandshold, hvor han lige nu er førstevalg. Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Lecce. Hele tre røde kort blev der uddelt i det udsatte Serie A-opgør mellem Lecce og Cagliari, der blive spillet mandag eftermiddag.

Og ét af dem gik til den tidligere FCK-målmand Robin Olsen, der mod slutningen af kampen endte i klammeri med en modstander efter et straffespark, der reducerede den 2-0-føring, som Cagliari ellers havde forsvaret.

Cagliari-keeper Olsen sparkede bolden langt væk, lige da Lecces straffesparksskytte Gianluca Lapadula ville have fat i den, og det endte med håndgemæng.

Både Olsen og Lapadula blev udvist efter bataljen, og så måtte Cagliari sende reservemålmanden Rafael på banen med syv minutter igen.

På det tidspunkt førte gæsterne med 2-1, men føringen holdt ikke hele vejen hjem for gæsterne, der spillede ni mod ti i resten af kampen.

I dommerens overtid lykkedes det nemlig for Marco Calderoni at udligne for Lecce til slutresultatet 2-2.

Trods pointtabet ligger Cagliari fortsat nummer fire i tabellen, á point med Roma på femtepladsen.

Oprykkerne fra Lecce lagde i bunden yderligere et points afstand til danskerklubben Genoa, som ligger under nedrykningsstregen. Genoa har dog spillet en kamp færre.

Kampen mellem Lecce og Cagliari skulle egentlig have været spillet søndag, men kraftige regnbyger betød, at opgøret blev udsat et døgn.

/ritzau/