Robben skød målfest i gang: Bayern er der, når det gælder

Bayern München har ikke altid været overbevisende i denne sæson, men var tilbage for fuld styrke mod Arsenal.

Bayern Münchens overlegne præstation og storsejr på 5-1 over Arsenal i Champions Leagues ottendedelsfinale viser den karakterstyrke, der i årevis har kendetegnet den sydtyske klub.

Det mener Arjen Robben efter den underholdende forestilling, som han selv skød i gang med sin 1-0-scoring efter blot 11 minutters spil.

- Det var måske vores bedste kamp i denne sæson.

- Vi har ikke altid ramt vores niveau. Men i den tid, jeg har været i denne klub, har karakterstyrken og mentaliteten været imponerende. Når det gælder, er vi der altid, siger Arjen Robben i et interview vist på 3+.

Efter en ganske lige første halvleg gik Bayern målamok med fire scoringer efter pausen.

- Vi var ikke så glade i pausen, specielt ikke med tanke på den måde, de fik deres mål på. I anden halvleg spillede vi fremragende og dræbte kampen, lyder det fra den hollandske veteran.

Selv om Bayern traditionelt har haft overtaget mod Arsenal i de senere år, var det svært at forudsige, at styrkeforskellen skulle være så stor.

- Jeg er overrasket. Arsenal er et stærkt hold, og vi forventede en svær kamp. I første halvleg mærkede vi, at der var plads at spille på, og i anden halvleg spillede vi fantastisk, siger Robben.

Der er returkamp i London 7. marts.

/ritzau/