Ringkøbing rydder op i truppen efter nedrykning

Ringkøbings håndboldkvinder siger farvel til en række spillere efter nedrykningen til den næstbedste række.

I den kommende sæson skal Ringkøbings håndboldkvinder spille i 1. division. Og livet på næstbedste klasse bliver uden en række af de nuværende spillere.

Det fortæller Ringkøbing-formand Lars Buhl tirsdag til klubbens hjemmeside.

- Vi har snakket med alle spillere og har haft fornuftige snakke om fremtiden, og hvad der er muligt i forhold til de enkelte spillere.

- Vi har vejet og vurderet blandt andet geografi og fået en afklaring på, hvem der med sikkerhed ikke skal spille i Ringkøbing i næste sæson, siger Lars Buhl.

Ringkøbings nye træner, Jesper Holmris, er i fuld gang med at sammensætte truppen, der skal få holdet tilbage til den bedste række.

Tidligere er det meldt ud, at Natasja Clausen skal videre til en anden klub.

Og også Simone Rasmussen, Nicoline Berthelsen, Sille Thomsen og Ida Lagerbon, der alle har bopæl i det østjyske, siger farvel til klubben.

- Vi vil gerne have bygget videre på vores træningskultur, og det er vigtigt, at vi får brugt mere tid på træning og mindre transport i den nye trup, forklarer Lars Buhl.

Natasha Nolevska stopper også i klubben og skal på jagt efter en ny klub. Desuden skal Naja Nissen tilbage til Herning-Ikast efter endt lejemål.

- Resten af truppen har alle meldt tilbage, at de er positive over for en dialog om at fortsætte. Nu ligger arbejdet i at få et overblik over de muligheder, vi har fra andre spillere, og dem der gerne vil blive.

- Derfra skal der sammensættes en trup, der kan vinde 1. division ud fra de økonomiske rammer, vi kan få skabt, lyder det fra Lars Buhl.

/ritzau/