Rikke Nielsen kan spille for Aalborg DH

Aalborg DH og Leipzig har løst problemerne omkring Rikke Nielsens spilletilladelse. Den 30-årige bagspiller er dermed klar til Toms Ligaen

Rikke Nielsen kan alligevel spille for Toms Liga-klubben Aalborg DH, selv om det europæiske håndboldforbund EHF i sidste uge underkendte hendes skifte fra tyske Leipzig til den jyske klub.

De to klubber har imidlertid ifølge TV2 Sporten sat sig sammen og har ordnet problemet i forbindelse med, at tyskerne alligevel var i Nordjylland på træningslejr.

- Vi har fundet en mindelig løsning. Så der er ikke noget med transfer i den forstand. Kun, at vi har kompenseret for de udgifter, Leipzig har haft, fordi Rikke er rejst fra klubben, før det oprindeligt var planlagt, siger Aalborg DH's direktør til tv-stationen.

Aftalen betyder, at Nielsen øjeblikkeligt står til rådighed for Aalborg DH, der spiller pokalkamp onsdag aften mod Ikast/Bording.

/ritzau/