Den tyrkiske liga er gået transferamok denne sommer, når man ser på tallene fra sommerens transfervindue ifølge Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

De tyrkiske klubber har spenderet 3,3 milliarder kroner på spillere, der er kommet til fra udlandet. Samtidig har de tyrkiske klubber solgt spillere til udlandet for under en milliard kroner.

Det giver et samlet nettoforbrug på 2,3 milliarder kroner, og det er tredjehøjest i verden ifølge Fifa. Kun klubberne i England og Italien har et højere nettoforbrug.

De tyrkiske transferaktiviteter er højere end normalt, lyder analysen fra Jesper Jørgensen, der er sportsøkonom hos Deloitte.

- Tyrkerne har brugt mange flere penge, end de plejer. De har historisk altid kunnet tiltrække nogle store stjerner i ny og næ.

- Men de er gået et niveau op denne gang og har hentet flere, end de plejer, siger Jesper Jørgensen.

Tre af de fem højeste beløb, der er blevet betalt for en spiller i tyrkisk fodbold, er blevet en realitet denne sommer.

Fenerbahce brugte blandt andet 292 millioner kroner på Mason Greenwood, mens Galatasaray købte den portugisiske kantspiller Rafael Leao for næsten det samme beløb.

Trabzonspor handlede i den danske Superliga hos FC Midtjylland og brugte ifølge Transfermarkt samlet set 300 millioner kroner på Franculino og Aral Simsir.

Derudover lykkedes det også Trabzonspor at hente superstjernen Mohamed Salah og Fabinho, som begge stod uden klub.

Tidligere var de spillere, der skiftede til tyrkisk fodbold, kendetegnet ved, at de var oppe i årene og havde toppet. Sådan er det stadig med nogle af navnene.

Men eksempelvis Leandro Trossard, som lige har vundet det engelske mesterskab med Arsenal, blev købt af Besiktas, der også forinden lokkede Dusan Vlahovic til klubben på en fri transfer.

Men hvordan kan en liga som den tyrkiske, der økonomisk og sportsligt ligger et stykke efter de største europæiske ligaer, levere sådan en transferfest?

Det er der flere grunde til.

Dels har de store tyrkiske klubber nydt godt af at råde over værdifulde jordarealer, som de har tjent penge på gennem ejendomsprojekter. Det har klubberne selv beskrevet på deres hjemmesider.

Dels har flere af klubberne været i stand til at omlægge deres gæld i en fordelagtig ordning, som er lavet i samarbejde med den tyrkiske stat og landets fodboldforbund.

En anden meget vigtig faktor er ifølge Jesper Jørgensen, at alle de store Istanbul-klubber i øjeblikket har succesfulde og velhavende forretningsmænd som ejere eller præsidenter.

Rigmændene er ikke bange for at investere i spillere i forsøget på at skabe vækst og øge sponsorindtægterne. De ved dog godt, at der er risiko for, at de ikke ser ret mange af pengene igen, pointerer sportsøkonomen.

- Der er nogle rige mennesker, der har så mange penge, at de gerne vil bruge dem på fodbold. Fenerbahce og Galatasaray spiller ofte hjemmekampe for omkring 50.000 tilskuere og er begge med i Champions League.

- Det er den samme passion, der driver de præsidenter, som er med til at finansiere festen. Når der mangler penge og er behov for at finansiere transfers, er det typisk præsidenten, der har checkhæftet fremme.

- Derudover har klubberne en kæmpestor fanbase og den vej rundt store indtægter, siger Jesper Jørgensen.

Galatasaray spiller sin første kamp i Champions League ude mod Sporting onsdag aften, mens Fenerbahce tager imod AS Roma torsdag.

RITZAU