Landstræner Brian Riemer udtog tirsdag 24 spillere til sin trup til de kommende fire landskampe i Nations League.

Midtbanespillerne Mads Bidstrup og Thomas Jørgensen var blandt navnene efter gode præstationer i fransk fodbold. Det oplyste Riemer tirsdag på et pressemøde i Brøndby.

- Bidstrup var igennem en svær periode i Salzburg i sidste sæson. Han lavede et skifte til Lyon, og jeg har fulgt ham meget tæt.

- Han har fået en stor betydning for et meget stærkt Lyon-hold. Jeg har selv været nede og se ham, og han er en motorkraft. Han er en dygtig bolderobrer, siger Riemer.

Thomas Jørgensen får også pæne ord med på vejen af landstræneren, som er imponeret over midtbanespillerens skifte fra Viborg FF til Toulouse.

- Thomas viste sig flot frem ved landsholdstræningen i juni. Da han fik sit skifte offentliggjort, troede jeg, at han skulle bruge noget tid.

- Jeg har set alle hans kampe, og han har taget ligaen med storm. Han har været en utrolig vigtig spiller for Toulouse, siger Riemer.

Også den offensive midtbanespiller Albert Grønbæk er kommet med i truppen, efter at han har spillet fast for tyske Hamburger SV i starten af denne sæson.

Desuden er stopperen Victor Nelsson udtaget, selv om han kun har spillet to kampe for FC Nordsjælland i denne sæson.

Riemer har også udtaget Benfica-backen Alexander Bah med håbet om, at han kan blive sin skade kvit inden landskampene.

Det samme er tilfældet for midtbanespilleren Victor Froholdt, der blev ramt af en hjernerystelse i en kamp for Porto i starten af september.

Christian Eriksen er som ventet ikke med i truppen.

Danskerens fodboldfremtid er fortsat uvis, efter at han i landskampen mod Ukraine 7. juni faldt om på banen i anden halvleg. 34-årige Eriksen genoptræner for tiden i Danmark.

Danmark skal møde Norge i Oslo 24. september. Tre dage senere møder Danmark på hjemmebane Wales.

Efterfølgende står det danske landshold 1. oktober over for Portugal i Parken, inden Wales venter på udebane tre dage senere.

RITZAU