Hvis Danmark i marts vinder to playoffkampe og spiller sig til næste sommers VM i fodbold, venter en gruppe med værtsnationen Mexico, Sydafrika og Sydkorea.

Særligt det faktum, at man kan komme til at møde en værtsnation i form af Mexico, glæder landstræner Brian Riemer, der var til stede ved lodtrækningen i John F. Kennedy Center i den amerikanske hovedstad, Washington D. C.

- Jeg tror, alle havde håbet lidt på, at vi trak et af de hold, som ikke lå i øverste seedningslag på grund af placeringen på verdensranglisten. Det er værtsnationerne, og der havde vi det held, der skulle til.

- Det er en gruppe med rigtig gode muligheder, hvis vi selvfølgelig kvalificerer os. Det er klart, at det er der, vores fokus lige nu ligger, siger landstræneren.

Danmarks VM-skæbne afgøres til marts, hvor det først gælder Nordmakedonien hjemme. I tilfælde af sejr afgør en udekamp mod Irland eller Tjekkiet, om Danmark skal til VM.

Hvis det lykkes, venter altså tre modstandere fra andre kontinenter end det europæiske, og de har nogle andre måder at spille fodbold på, påpeger Riemer.

- Sydkorea er præget meget af fart og lidt mindre spillere. Et sydafrikansk hold har også lidt anderledes dyder. Og så er Mexico et hold, der spiller med flaget på brystet og en masse passion og kvalitet.

Og netop den passion kan danskerne komme til at opleve på nærmeste hold, når et muligt møde med Mexico bliver i Mexico City.

Hvis det lykkes danskerne at kvalificere sig, vil de skulle spille i Mexico præcis 40 år efter, at Danmark i 1986 slutrundedebuterede i samme land.

- Vi skal tilbage til Mexico, hvor vi som fodboldnation har nogle fantastiske minder fra. Det er et sted, hvor danske roligans og fodboldspillere har haft nogle helt fantastiske oplevelser. Vi får forhåbentlig mulighed for at komme tilbage, hvor det hele startede. Jeg synes, det kan noget, siger Riemer.

Dengang var der i optakten fokus på varmen og højderne, som det danske landshold skulle spille i.

- Der er nok lidt varmere der, end der er i Boston, og det er i flere højdemeter. Det er noget, vi ikke kan ændre på. Vi må selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at forholde os til det og træne os til det så godt, som vi kan.

- Men jeg synes, der er mange rigtig interessante ting i muligvis at skulle tilbage til Mexico, og det glæder jeg mig over, slutter landstræneren af.

/ritzau/