Når det danske fodboldlandshold træder ind på banen mod Portugal lørdag aften, kender spillerne resultatet af den anden kamp i Nations League-gruppen mellem Norge og Wales.

Lige nu er Danmark placeret på andenpladsen i gruppen og er tre point foran både Norge og Wales. Nummer et og to går videre til næste års slutspil.

Afhængig af Norges resultat mod Wales, så kan det betyde, at uafgjort mod Portugal vil være brugbart for Danmark, som skal møde Norge i Parken på tirsdag i den sidste kamp.

Men den slags regnestykker vil landstræner Brian Riemer ikke spekulere alt for meget i. Det siger han på fredagens pressemøde på Estádio Municipal de Braga.

- Der er en mindre fordel for os at at kende resultatet i Oslo, når vi skal på banen. Men det vil ikke ændre noget for os.

- Hvis man skal spille mod Portugal og gøre det godt, skal man turde at spille sit eget spil og være modig. Hvis man ikke er det, så har man ikke en chance, mener Riemer.

Hvis danskerne spiller efter uafgjort, så kan det give bagslag, lyder det fra landstræneren.

- Vi skal gøre det, vi er bedst til. Det gør vi ved at forsøge at vinde fodboldkampen.

- Så er det klart, at hvis det står 1-1, og Portugal står til at vinde gruppen, mens vi kan blive nummer to, så skæver vi lidt til det.

- Men det handler først og fremmest om at gå ud for at vinde kampen, siger Riemer.

Danmark har mødt Portugal tre gange tidligere under Riemers ledelse. Det er endt med to nederlag og en enkelt sejr.

- Vi har forberedt os mod et hold, der under min tid er det mest velkendte. Det er fjerde gang, vi skal op imod Portugal.

- På trods af at træneren er skiftet, så er det et hold, vi efterhånden kender særdeles godt, siger Riemer.

Tidligere fredag røg Patrick Dorgu ud af den danske trup, da Manchester United-spilleren fysisk ikke var klar nok til landskampene mod Portugal og Norge.

- Som alle har bemærket, så har vi sendt Dorgu hjem. Vores læge vurderede ikke, at han kunne nå at blive klar. Så vi har sendt ham tilbage til Manchester.

- Det er en beslutning, der er taget på baggrund af Patricks fysik og intet andet, siger Riemer.

I modsætning til den seneste landsholdssamling i september og oktober er der ud over Dorgu ingen frafald.

- Alle 24 spillere er klar til kamp mod Portugal, og en enkelt spiller skal sies fra inden kampen. Men alle er fit for fight, og alle er friske, så vi kan vælge frit fra alle hylder, siger Riemer.

RITZAU