Richie Porte skal slå Tour-kandidatur fast i Schweiz

Schweiz Rundt har i år tiltrukket en række store navne til startlisten, men Richie Porte ligner favoritten.

Richie Porte er bookmakernes favorit til den samlede sejr i Schweiz Rundt, som indledes lørdag med en holdtidskørsel. Fabrice Coffrini/arkiv/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Sidste år måtte den australske cykelstjerne Richie Porte (BMC) se sig slået af Jakob Fuglsang (Astana) i et stjernebesat Criterium du Dauphiné som opvarmning til Tour de France.

I år har både Porte og Fuglsang samt flere andre stjernenavne valgt Schweiz Rundt frem for Criterium du Dauphiné som Tour-optakt.

Dermed er der lagt op til en hård duel i toppen af klassementet, hvor især Richie Porte skal vise, at han skal regnes som Chris Froomes (Sky) største rival i årets Tour de France. Froome er ikke med i Schweiz.

Porte åbnede sæsonen sløjt med sygdom og svigtende form, men i Romandiet Rundt i april viste han, at formkurven gik opad.

- De ni etaper (i Schweiz Rundt, red.) vil give en god indikation af min form, siger Porte til BMC-holdets hjemmeside.

- Jeg har det godt og har flere ugers god træning med siden Romandiet Rundt, så jeg håber, at jeg kan fortsætte med et godt resultat i Schweiz.

Sidste år var Porte udråbt som klar førsteudfordrer til Froomes Tour-trone, men et styrt midtvejs ødelagde nok en gang Portes drøm om et topresultat i en grand tour.

Især to faktorer gør, at Porte på forhånd er udpeget som favorit i Schweiz Rundt, selv om Jakob Fuglsang, Nairo Quintana og Mikel Landa (Movistar), Wilco Kelderman (Sunweb) og Bauke Mollema (Trek) er på startlisten.

Løbet indledes med en holdtidskørsel, hvor BMC har et stærkt hold i den disciplin, og det afsluttes med 34 kilometer lang enkeltstart på 9. etape, hvor Porte bør være konkurrenterne overlegen.

Samtidig er der kun en enkelt svær bjergafslutning, hvor klatrerne som Quintana og Landa kan forsøge at ryste australieren, som selv er ferm opad.

Danske Jakob Fuglsang er i spil til en topplacering, hvis han kan ramme det niveau, han viste i sidste års Criterium du Dauphiné.

Der satte han Chris Froome og Richie Porte til vægs. Holdløbet og enkeltstarten i Schweiz Rundt taler dog imod de danske vinderchancer.

Fuglsang har landsmændene Jesper Hansen og Magnus Cort med på Astana-holdet.

Også Christopher Juul-Jensen (Mitchelton-Scott), Søren Kragh Andersen (Sunweb) og Matti Breschel (Education First) bringer dansk islæt til løbet.

/ritzau/