Ricardos bedste citater: Gnubbende svin, papegøjer og bedstemors korset

Richard Møller Nielsen var kendt for at levere sjove, skæve og skøre udtalelser i sit job som landstræner. Se de sjoveste her.

Foto: Bent K Rasmussen

- En fodboldspiller dur ikke, hvis han ikke kan løbe Fyn rundt uden at trække vejret.

Ricard Møller Nielsen var ikke altid enig i, hvad aviserne skrev om ham og landsholdet. Det valgte han at formulere således:

- Selvom noget har stået i formiddagsaviserne, så kan det godt engang imellem være sandt.

På et pressemøde forud for EM i 1992, sagde Richard Møller Nielsen til journalisterne:

- We must screw down the expectations. We have to change our tactic and play with long balls.

Før finalen til EM i 1992 spurgte tyske journalister til danskernes taktik. Ricardo svarede:

- Min bedstemor havde et korset, som hun var meget glad for. Det var laksefarvet og havde tre stivere.

Richard Møller Nielsen havde en lunefuld måde at få sine budskaber ud. Som dengang han udtalte sig om en dommer - uden at udtale sig om ham:

- Jeg udtaler mig principielt ikke om dommere. Specielt ikke ham her.

I 1990 var Richard Møller Nielsen assistenttræner, men blev ikke valgt til landstræner af DBU. Til det sagde han:

- Et fynsk bøgetræ visner ikke, selvom et svin gnubber sig op ad stammen.

Horst Wohlert blev udnævnt til landstræner, og da blev Møller Nielsen spurgt om han var bitter.

- Bitter? Nej, det er noget, vi drikker.

Engang havde danske journalister skrevet kritisk om Richard Møller Nielsen. Ricardo gav journalisterne tørt på:

- Jeg tror heller ikke, luderne sælger deres krop på grund af liderligheden, men fordi de er nødt til det. Det samme tror jeg om jer.

Da landstræneren skulle beskrive, hvordan Lars Olsen var som forsvarsspiller og styrmand, svarede han:

- Små hunde gør hele tiden. Store hunde behøver ikke at gø. Lars Olsen er sådan en stor hund.

Richard Møller Nielsen havde sin helt egen måde at udtrykke, at Frank Arnesen snakkede konstant:

- Den stork, som bragte ham herop, har fløjet ved siden af en papegøje.

Da Richard Møller Nielsen og hans familie havde haft indbrud i deres hus, var Ricardo skuffet over, at indbrudstyvene havde taget TV, video og bånd med fodboldkampe. De skulle hellere have taget noget andet:

- Havde de da bare taget opvasken.

Møller Nielsen blev engang spurgt, om han havde haft noget med kvindefodbold at gøre:

- Jeg har ikke selv trænet noget kvindehold, men det er da bedre, at de beskæftiger sig med sport, end at de hænger på gadehjørnerne.

Richard Møller Nielsen døde torsdag morgen efter længere tids sygdom. Han blev 76 år gammel.