Reus-genialitet sender Dortmund op på andenpladsen

Marco Reus scorede kampens enlige mål, da Dortmund ude slog Gladbach 1-0 i Bundesligaen.

Marco Reus scorede et flot mål i Dortmunds 1-0-sejr over Gladbach søndag aften. Reuters/Thilo Schmuelgen
Læs mere
Fold sammen

Mönchengladbach. Jannik Vestergaard og Borussia Mönchengladbach gik søndag tomhændede fra banen efter 90 minutters fodbold mod Borussia Dortmund.

På et mål af Marco Reus vandt Dortmund 1-0, og den sejr sender holdet forbi RB Leipzig og Bayer Leverkusen. Dortmund er nu på andenpladsen i Bundesligaen.

Kampens enlige mål blev scoret efter 32 minutter.

Reus fik bolden i højre side og lagde den kontrolleret over keeperen og hen i modsatte hjørne med et fremragende skud.

Målet var det første i sæsonen for Reus, der først fik comeback på holdet i sidste weekend efter en lang skadespause.

Dortmund har med sejren i alt 40 point efter 23 kampe i ligaen. Selv om det rækker til en øjeblikkelig andenplads, er drømmen om guld langt væk.

Bayern München har nemlig 59 point på førstepladsen.

Tidligere søndag vandt Stuttgart 1-0 ude mod Augsburg.