Den igangværende retssag om den afdøde argentinske fodboldspiller Diego Maradona udskydes i en uge.

Det skriver nyhedsbureauet AFP torsdag.

Det sker efter påstande om, at der er sket en forveksling af nyreprøver mellem den tidligere fodboldspiller og hans far, som døde i 2015.

Retten har derfor valgt at udskyde sagen indtil 27. august for at sikre korrekt bevismateriale.

I retten hævder forsvaret, at de fremlagte prøver nemlig stammer fra Maradonas far.

Maradona døde i 2020 som 60-årig i kølvandet på en operation efter en blodansamling i hjernen.

En obduktion viste, at han døde af hjertesvigt og akut væskeansamling i lungerne.

I forbindelse med den tidligere fodboldspillers død har syv sundhedsprofessionelle siden april været involveret i retssagen efter mulig grov uagtsomhed.

Det gælder heriblandt hans personlige læge, psykiater og sygeplejere.

Under retssagen fortalte en læge med speciale i nyrer og nyresygdomme Hernan Trimarchi tidligere på ugen, at Maradona led af "kronisk nyresygdom".

Det bliver i retssagen også undersøgt, om de sundhedsprofessionelles beslutning om at lade stjernen komme sig i et privat hjem i stedet for på et hospital bragte hans liv i fare.

"Som minimum" burde patienten have været "tilset dagligt af en læge" og have fået daglig pleje, daglige blodprøver og overvågning af hans vitale parametre, lød det fra Trimarchi i retten.

Ifølge specialisten er der ikke blevet registreret nogen blodprøver under den periode på to uger, hvor Maradona forsøgte at komme til kræfter igen.

Fra nyrelægen lød det også, at Maradonas kraftigt stigende vægt og blodtryk burde have givet anledning til bekymring.

I april blev retten vist billeder af stjernen på sit dødsleje med en voldsomt udspilet mave som følge af væskeansamlinger.

En obduktion viste, at han havde været i store smerter i flere timer op til sin død.

Trimarchi er den tredje specialist, der har fortalt retten, at Maradonas læger overså afgørende advarselstegn.

De anklagede, som risikerer op til 25 års fængsel, nægter at være ansvarlige for fodboldikonets død.

Tidligere har det lydt, at retssagen tidligst ventes afsluttet i september. Det er uvist, hvordan torsdagens udskydelse påvirker det.

RITZAU