Blot få af de danske fodboldlandsholdsspillere bliver lukket ud på græs torsdag.
To dage før VM-kvalifikationskampen mod Belarus i Parken får de fleste spillere et afbræk fra træningsbanen i et hårdt efterår, og en rolig dag skal sørge for, at energitanken er fuld, inden VM-jagten fortsætter.
Det siger landstræner Brian Riemer, der i samråd med sin fysiske stab har planlagt en restitutionsdag. Men spillerne har ikke fri, understreger han.
- Programmet bliver individuelt. Nogen skal på træningsbanen, andre skal have behandling, og nogen har brug for at være i styrketræningslokalet. Vi mødes alle sammen, og så bliver man fordelt ud til det, hvor man har bedst af at være.
- Det handler om, at rigtig mange af spillerne - heldigvis - kommer efter nogle uger, hvor de har spillet rigtig mange kampe. Vi skal frem for alt sikre, at spillerne er friske på lørdag og på tirsdag, og det gør vi ved at træne dem rigtigt.
- Det er den gode gamle med "sometimes less is more", siger landstræneren.
Anders Dreyer, der på grund af sin rejse fra USA ankom sent til landsholdslejren i Helsingør, er blandt de få spillere, der torsdag træner på græs. Landsholdsanfører Pierre-Emile Højbjerg er en anden.
I lighed med sine forgængere har Riemer flittigt bemærket, at man som landstræner har forholdsvis få træninger med sine spillere.
Denne gang strækker landsholdssamlingen sig over længere tid end de seneste to samlinger, og derfor har han ikke lige så travlt med at komme ud på træningsbanen. Man kan også forberede sig uden at have fodboldstøvler på, bemærker han.
- Vi skal træne alt det, vi gerne vil, og vi skal lægge en plan, og det har vi en masse tid til den her gang i forhold til andre gange, fordi vi spiller om lørdagen og om tirsdagen.
- Vi skal udnytte, at vi har bedre tid til at træne, men vi skal heller ikke overgøre det, og derfor har vi en torsdag med lav belastning, så spillerne også har kræfter til at spille to kampe, siger Riemer.
Han understreger, at selv om spillerne har en roligere dag og også slipper for presseaktiviteter, så skal torsdagen ikke bruges på tant og fjas.
- Det handler om at komme til VM, det er ikke en lejrskole, vi er afsted på. Det er ikke en fridag, det er en restitutionsdag, og det er fuldstændig normalt at have dage i løbet af en uge, hvor belastningen er mindre for at sikre friskhed til kampene, siger landstræneren.
Danmark har brug for fire point i de to VM-kvalifikationskampe for at indløse billet til næste års slutrunde i Nordamerika.
/ritzau/
