Respekt for taberne: De vandt de canadiske hockeyhjerter

hko-hki-2015-iihf-world-junior
Canadas dobbelte målscorer, Ottawa Senator-stjernen Curtis Lazar, udspiller George Sørensen.
Læs mere
Fold sammen

Danmark var chanceløse og blev udklasset af verdens bedste juniorhold, men vandt respekt i U20- VM i Toronto.

Sympatien og anerkendelsen skyllede ned mod de tre bedste danske spillere i VM-turneringen, da den lille, superpopulære målmand George Sørensen og landsholdets to største navne og kommende NHL-spillere, Nikolaj Ehlers, Halifax Mooseheads, og Oliver Bjorkstrand, Portland Winterhawks, blev hyldet på isen efter 0-8 nederlaget til Canada i VM-kvartfinalen.

Og ikke kun de canadiske fans, men også de suveræne canadiske spillere viste de danske underdogs en smuk gestus.

De blev stående i midtercirklen, mens danskerne blev hyldet med stående klapsalver af de mere end 18.000 tilskuere i Air Canada Centre, og ventende på, at det blev deres tur.

»Vi spillede os ind i de canadiske hjerter og har mærket stor support gennem hele turneringen. En fantastisk følelse. Det har været et VM, vi aldrig glemmer. Jeg havde håbet, vi kunne have gjort det bedre i dag, men der var ikke mere i os,«siger landstræner Olaf Eller til BT.

På 23 dage spillede det danske U20-hold ikke færre end elleve kampe, inklusive de seks testkampe. Der var udsolgt.

Et heroisk fightende, men træt dansk hold blev nedspillet i store dele af kampen af fremtidens canadiske NHL-stjerner, som spillede i en helt anden liga end Danmark.

Hos Olaf Eller blandede ærgrelsen over det store nederlag sig med stoltheden over en VM- præstation, der vil gå over i historien.

Ungløvernes point mod giganterne Rusland og Tjekkiet og sejren på straffeslag over Schweiz gav mindelser om nogle af de største øjeblikke med A-landsholdet.

»For mange af spillerne var det deres sidste ungdomslandskamp. At sætte punktum på dén her fantastiske scene, det kan ikke blive større,« siger den succesrige coach.

Oliver Bjorkstrand delte trænerens umiddelbare skuffelse, men erkendte også, at det ikke var en helt almindelig modstander, man mødte.

»Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der kan true canadierne,« siger han.

»I den indledende pulje var vi det hold, der var i mindst puckberøring. Det havde slidt på os, og det kunne mærkes i dag.«

For første gang overlevede et dansk ungdomslandshold i VM, og omkring en tredjedel af spillerne kan være med igen om et år i Finland.

Det er ikke inspirationen og motivationen, de kommende danske ungdomslandsholdsspillere mangler efter »Miraklet i Toronto«.

Søndagens semifinaler spilles sådan (dansk tid):

Kl. 22.00 Sverige-Rusland

Kl. 02.00 Canada-Slovakiet