Rent langrends-VM skal jagte dopingspøgelse ud af Lahti

Langrendssporten kan ikke leve med, at doping stjæler overskrifterne, siger Det Internationale Skiforbund.

Nu 37-årige Marit Bjørgen var med i 2001, da VM i Lahti blev ødelagt af dopingskandaler. Reuters/Lehtikuva Fold sammen
Læs mere

Dopingsagerne bliver tilsyneladende ved med at plage Lahti, som i disse dage lægger løjper til VM i nordiske skidiscipliner.

Da den finske by senest var vært for VM, endte det i langrendssportens største skandale nogensinde, og også denne gang klæber dopingsagerne til arrangementet, allerede inden det er kommet i gang.

Optakten har været præget af udelukkelsen af det norske topnavn Therese Johaug, som for nylig blev idømt karantæne i 13 måneder efter at have brugt en læbepomade, der indeholdt et ulovligt stof.

Derudover mangler seks russiske langrendsløbere, der er spærret fra mesterskabet, fordi de er nævnt i McLaren-rapporten, der påviser systematisk doping i Rusland.

- Jeg håber, VM bliver rent, men jeg kan ikke styre, hvad der sker bag dørene om aftenen.

- Den seneste gang, der var mesterskaber her, var vi ved at dræbe VM, siger præsidenten for Det Internationale Skiforbund (FIS), Gian Franco Kasper, ifølge NTB.

Seneste Lahti-VM - i 2001 - blev en katastrofe for værtsnationen. Seks finske udøvere med berømtheder som Mika Myllylä, Jari Isometsä og Harri Kirvesniemi i spidsen blev knaldet i dopingkontrollen.

De havde brugt et præparat, der kan skjule bloddoping. Blandt de afslørede var også den kvindelige guldvinder Virpi Kuitunen.

- Jeg sad til dopingkontrol sammen med Kuitunen, da der var pressekonference med Isometsä, og hun rystede på hovedet, som om hun ikke fattede, hvad det handlede om, siger veteranen Marit Bjørgen ifølge TT.

- Det forstod jeg så senere, at hun gjorde. Det er noget, der har ætset sig fast.

Skandaliserede Mika Myllylä døde i 2011 i en alder af blot 41 år, og Lahti-VM vil for altid blive forbundet mere med doping end med store bedrifter på skiene.

Alle sejl er sat til for at undgå en gentagelse, og arrangørerne har haft travlt med at advare udøvere.

FIS lover "den bredeste dopingkontrol nogensinde".

- Vi har været alt for meget på avisforsiderne af den forkerte grund, doping, de seneste år. Det ødelægger langrendssportens troværdighed, fastslår Gian Franco Kasper.

Efter et par kvalifikationsløb onsdag, åbner VM for alvor med torsdagens finaler i sprint for både mænd og kvinder.

/ritzau/