Rent dansk par nr. 7

Jakob Piil får Alex Rasmussen med som den anden halvdel af par nummer syv i det kommende seksdagesløb i Ballerup.

Par nummer syv består i årets københavnske seksdagesløb af ikke mindre end to danskere. Løbsarrangør Henrik Elmgreen har nemlig besluttet, at det ikke skal være en udenlandsk profil, der skal danne par med den selvskrevne veteran, Jakob Piil, når det prestigefulde løb skydes i gang for 45. gang 1. februar. Derimod er det den unge dansker Alex Rasmussen.

- Når jeg har valgt den danske løsning, så er det fordi, jeg har tillid til de to ryttere og tror, at de vil kunne gøre det rigtig godt sammen, siger Henrik Elmgren, der har snakket det igennem med Jakob Piil, der er i fuld gang med opvarmningen på Mallorca. Han glæder sig til at danne par med den unge dansker.

- Selvfølgelig kunne det være tillokkende at køre seksdagesløbet med en af de etablerede udenlandske stjerner, men jeg synes, det er utroligt spændende og en stor udfordring at køre med et kæmpetalent som Alex, siger Piil, der selv har kørt 27 seksdagesløb, hvoraf han har vundet de to.

/ritzau/