Renault'en overrasker Kevin Magnussen: Nu er vi stærkere

Foto: JOHANNES EISELE

En optimistisk Kevin Magnussen så forbedringer i Renault-raceren, da han fredag var på Formel 1-banen i Sotji.

Danskeren satte sit holds bedste tid denne weekend og cementerede dermed sin position som holdets førstekører.

»Jeg synes, vi ser en lille smule stærkere ud, end vi gjorde i Kina, hvilket måske er en lille smule overraskende, for vi havde regnet med, at den her bane ville passe lige så dårligt til os. Det er stadig tidligt at sige før tredje træning, så vi ser det rigtige billede til tidtagningen. Men det er positivt, at det på nuværende tidspunkt ser bedre ud end i Kina. Og jeg har fået mere træning, så indtil videre går det godt,« siger han blandt andet til TV3 Sport i Rusland.

Og træning har der måske også været brug for på Renault-holdet.

Teamet har stadig sine første point i årets Formel 1-serie til gode, og Kevin Magnussen er klar over, at banen i vinter-OL-byen Sotji ikke lægger op til, at det skal blive denne weekend.

»Succeskriteriet er stadig at få point - det er bare et ret højt mål. Men dét er vores næste mål. Nu er både jeg og Jolyon blevet nummer 11, og så havde vores vores dårlige resultat i Kina, og det ville rart at få point den her weekend. Hvis tingene går godt, og vi er bare en lille smule heldige, så er det muligt. Hvis der kommer nogen chancer i løbet, så tager vi dem,« siger han til TV3 Sport.

Op til løbsweekenden har der været noget støj om holdet, da deres 20-årige russiske juniorkører Sergey Sirotkin pludselig overtog danskerens sæde til den første træning. Efter Magnussen er kommet tilbage i sædet, lader han ikke til at tage sig så meget af den larm, der har været.

»Jeg må være ærlig at sige, at jeg ikke ved, hvordan programmet er med fredagskørerne. Der er ikke så meget, jeg kan gøre ved det.«

Lørdag køres den sidste træning efterfulgt af kvalifikationen til grandprixet, der køres søndag.