Opdateret

Reinhardt ruller gardinet ned og bærer Odense til sejr

Hun begyndte kampen på bænken, men kom ind og pillede pynten af Nykøbing Falster Håndboldklub.

Althea Reinhardt spillede fremragende mod NFH. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Intet fungerede for Odense Håndbold i første halvleg, men fynboerne samlede sig selv op og vandt onsdag med 32-26 over Nykøbing Falster Håndboldklub.

Som så mange gange før blev landsholdskeeper Althea Reinhardt en afgørende faktor for fynboerne. Hun kom ind i løbet af første halvleg, da det så allerværst ud for Odense, og bankede selvtilliden tilbage i holdkammeraterne.

Landsholdsprofilen Mie Højlund, der inden kampen kunne løfte sløret for en kontraktforlængelse i Odense, blev fynboernes topscorer med otte mål.

Dermed er de danske mestre efter tre kampe i den nye sæson kommet fra land med lutter sejre. For NFH var der tale om sæsonens første pointtab.

NFH har skiftet voldsomt ud i truppen over sommeren, og i sæsonens første to kampe så det ud til at være et skridt i den rigtige retning.

I første halvleg af onsdagens opgør så det ligeledes positivt ud. I den fynske hovedstad diskede gæsterne op med et niveau, som Odense slog sig på.

Forsvaret stod længe forrygende og slog det fynske angreb i stykker. Samtidig byggede gæsterne deres angrebsspil fornuftigt og tålmodigt op og skød lige igennem Yara ten Holte, der begyndte kampen i Odenses mål.

Men så kom Althea Reinhardt ind mellem stængerne. Den danske landsholdskeeper gjorde omgående en forskel med en redningsprocent omkring 50. Det tog modet fra NFH, som måtte nøjes med 15-15 ved pause.

Det var helt tydeligt, at Odense nu troede på tingene igen, og fra anden halvlegs begyndelse var der i hvert fald en klasse til forskel på de to mandskaber.

NFH gik i stå angrebsmæssigt, mens Odense lykkedes med stort set alt. Stille og roligt øgede fynboerne føringen, og spænding blev der aldrig i slutfasen.

Tidligere på aftenen vandt Team Esbjerg med 33-22 over HØJ Elite, mens Ikast Håndbold slog HH Elite fra Horsens med 29-26.

/ritzau/