Real trodsede krise og rødt kort: Espanyol fik stryg på Bernabéu

Læs mere
Fold sammen

Når holdet hedder Real Madrid, begynder man allerede at snakke om krise efter to nederlag i træk.

Men efter skuffelserne mod Valencia og Atlético Madrid trådte Real Madrids-stjernerne lørdag i karakter og bombede kongeklubben ud af den lille resultat-krise med en knusende sikker 3-0-sejr hjemme over Espanyol.

Og så var værterne endda en mand i undertal i godt og vel 40 minutter.

Real lagde ud med en fuldstændig belejring Espanyol-feltet, og efter 12 minutter kunne gæsternes forsvar ikke længere stå imod. Med en smart førstegangsaflevering fandt Cristiano Ronaldo sin colombianske holdkammerat James Rodriguez, der med et fladt spark tævede bolden i mål.

Madrilenerne har en hel håndfuld dødboldseksperter på holdet, og en af dem hedder Gareth Bale. Efter en halv times sendte han en frisparksraket afsted, der først tog stolpen for dernæst at sejle ind bag en forstenet Kiko Casilla i Espanyol-målet.

Der var spillet syv minutter af anden halvleg, da Reals Fábio Coentrão og gæsternes José Cañas begge investerede både aktier og obligationer i glidende tacklinger, hvilket førte til et grusomt sammenstød. Ret uforståeligt valgte kampens dommer at præsentere Coentrão for det røde kort, da denne havde ømmet sig færdig.

Men undertallet forhindrede ikke Real Madrid i at fortsætte dominansen, og indskiftede Nacho Fernandez satte kronen på værket med 3-0-målet et kvarter før tid.