Real-træner efter pinligt nederlag: Alt gik imod os

Træner Santiago Solari led sit andet liganederlag med Real Madrid, da Real Sociedad søndag var på besøg.

Real Madrid-træner Santiago Solari kan næppe være tilfreds med sit hold, efter at Real Madrid søndag tabte på hjemmebane til Real Sociedad. Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Real Madrid fik et ordentlig gok i nøden, da storklubben søndag tabte 0-2 hjemme til Real Sociedad i Primera Division.

Dermed har Real Madrid i sæsonen blot ni sejre i 18 runder, og det nye år er indledt forfærdeligt med et enkelt point i to kampe.

Real Madrid spillede 2-2 mod Villarreal 3. januar, hvorefter ydmygelsen hjemme søndag fulgte efter.

Det var træner Santiago Solaris andet liganederlag, siden han tog over efter fyrede Julen Lopetegui i slutningen af oktober i fjor, og 0-2 hjemme mod Sociedad gjorde ondt på argentineren.

- Alt gik imod os i dag (søndag, red.). Vi fik en forfærdelig start med uheldigt spil i de første minutter. Alle fejl bliver straffet på det her niveau, siger Solari ifølge Reuters.

Han henviste utvivlsomt til Casemiros kluntede straffespark efter få minutter, da brasilianeren væltede gæsternes Mikel Merino omkuld.

Derfor kunne Da Silva Willian José bringe gæsterne foran 1-0, inden Ruben Pardo syv minutter før tid nemt scorede til 2-0 for Sociedad.

Forinden var Lucas Vázquez efter en time blevet udvist med sit andet gule kort i kampen, mens Karim Benzema i første halvleg brændte en kæmpe mulighed, og Vázquez sendte bolden på træværket.

Real Madrid følte sig snydt for et straffespark til Sergio Ramos i første halvleg, og Real appellerede igen kraftigt for straffe til 18-årige Junior Vinicius i en situation i anden halvleg, men dommerens fløjte var tavs i begge tilfælde.

- Vi gjorde alt for at vende det. Vi havde mange chancer, men vi scorede ikke, og det er målene, der tæller i fodbold. Vi appellerede også for et straffespark, og ingen forstår, hvorfor det ikke blev dømt.

- Tvivlen skal komme dommerne til gode i det første tilfælde, men den anden situation var et klokkeklart straffespark, siger Solari.

Efter nederlaget meddelte Real Madrid, at klubben henter 19-årige Brahim Diaz i Manchester City, hvor han har tilbragt ungdomsårene siden skiftet fra Malaga.

Nederlaget betyder, at Real Madrid har 30 point på femtepladsen.

/ritzau/