Real opgiver ikke Kaka

Real Madrid forhandler stadig om at købe Kaka i AC Milan og Arjen Robben i Chelsea.

Real Madrid har længe ønsket at hente AC Milans Kaka til den spanske hovedstad. AC Milan vil ikke sælge, men Real har langt fra opgivet jagten på verdensstjernen.

- Sådanne situationer løses, når spilleren beder om at få lov til at gå. Intet er umuligt, før transfervinduet lukker den 31. august, siger Reals klubpræsident, Ramon Calderon, til den spanske sportsavis Marca.

Real Madrid skulle være parat til at betale næsten 600 millioner kroner for brasilianeren, der har kontrakt med Milan til 2011. Real forhandler samtidig med Chelsea om et køb af Arjen Robben, men agter ikke at betale overpris for den hurtige wing.

Real Madrid har allerede købt Pepe, Christoph Metzelder, Jerzy Dudek og Javier Saviola til den kommende sæson. /ritzau/