Real Madrid vandt topbraget i Barcelona

En glimrende scoring fra brasilianske Julio Baptista afgjorde søndag slaget mellem Barcelona og Real Madrid. Kongeklubben er nu syv point foran catalanerne.

Foto: Lluis Gene/AFP

Et magisk sammenspil mellem hollandske Ruud van Nistelrooy og brasilianske Julio Baptista afgjorde søndag topbraget i den bedste spanske fodboldrække mellem Barcelona og Real Madrid.

Hovedstadsholdet kunne trække sig sejrrigt ud af ligaopgør nummer 155 mellem de to mandskaber, da Baptista bankede bolden i nettaget efter 36 minutters spil på Camp Nou i Barcelona.

Hjemmeholdet havde bolden mest, men kom frem til mindst. Hos Real Madrid var der anderledes skarpe takter i spillet, da de hvidblusede madrilenere med enkle midler kom frem til flest farlige muligheder i det chancefattige opgør.

Real Madrid-holdet kom aldrig under det stormløb, som det kunne forventes, når hjemmeholdet foran 98.000 tilskuere nede med 0-1 efter første halvleg var pisket til at satse fremad banen. Og opgøret blev endnu et bevis på, at Barcelonas stjerne Ronaldinho har set bedre tider.

Den lille brasilianer forsøgte flere gange at finte og drible sig igennem det madrilenske forsvar, men der kom ikke det fjerneste ud af hans mange anstrengelser.

Hjemmeholdet stillede op til kampen uden den skadede argentinske dribler Lionel Messi. Og han var i den grad savnet i Barcelonas offensiv. 20-årige Messi scorede hele tre gange sidst de to hold mødtes i Barcelona og har været en markant figur i holdets kreative spil. Men uden argentinerens offensive input, havde Barcelona ikke det store at byde på i angrebsspillet. Real Madrid havde mod kampens slutning ingen problemer med at forsvare føringen og kunne glæde sig over en fortjent sejr over ærkerivalerne, da holdet hentede den blot tredje sejr i Barcelona siden 1983.

Med sejren på Camp Nou skabte Real Madrid en afstand på syv point ned til Barcelona på ligaens andenplads. Det var Barcelonas første pointtab på hjemmebane i denne sæson.

/ritzau/