Real Madrid holder sig i haserne på FC Barcelona i La Liga-tabellen. Efter at have smidt førstepladsen med tre uafgjorte kampe i træk vågnede Real Madrid op til dåd med en stærk 3-0-sejr ude over Athletic Bilbao.

Det betyder, at madrilenerne blot er et enkelt point efter Barcelona i toppen. Athletic er nummer otte i tabellen.

San Mames i Baskerlandet er et stadion, hvor Real Madrid gennem tiden har smidt mange point. Så sent som i seneste sæson tabte hovedstadsklubben 1-2 ude mod Athletic Bilbao.

Det havde madrilenerne tænkt sig at revanchere. Det var gæsterne, som satte sig fuldstændig på kampen fra start, og allerede efter små syv minutter blev overtaget omsat til føring.

La Liga-topscorer Kylian Mbappé kom fri på kanten af feltet og hamrede føringsmålet ind.

Der stod Real Madrid på alt frem til midtvejs i første halvleg. Xabi Alonsos mandskab forsømte dog at udbygge føringen, og pludselig rørte hjemmeholdet på sig efter en halv time.

Lidt tilfældigt kom Alex Berenguer helt fri foran Real Madrid-målet, men som så mange gange før diskede Thibaut Courtois op med en fremragende redning.

Det vækkede tilsyneladende gæsterne. Real Madrid tog igen teten, men Vinicius leverede et par store afbrændere, før 2-0-scoringen kom.

Et perfekt gennemspillet angreb endte med, at Mbappé kunne heade bolden på tværs til Eduardo Camavinga, som let kunne gøre det til 2-0 kort før pause.

Athletic så ud til at miste troen på point, og hjemmeholdet kom da heller aldrig i nærheden af noget.

Real Madrid fortsatte med at dominere, og efter en lille times spil slukkede Mbappé med et drøn den sidste rest af optimisme på lægterne.

Fra godt 20 meter hamrede han bolden i kassen, og derfra cruisede gæsterne sejren hjem.

På minussiden måtte både Trent Alexander-Arnold og Camavinga forlade banen med skader i anden halvleg. På plussiden kunne Xabi Alonso med et lille kvarter igen give Mbappé og Vinicius tidlig fyraften.

/ritzau/