Real Madrid-målmand investerer i Astralis
Den belgiske fodboldspiller Thibaut Courtois køber sig ind i det danske Counter-Strike-hold Astralis.

Den belgiske fodboldspiller Thibaut Courtois køber sig ind i det danske Counter-Strike-hold Astralis.

Han er en af verdens bedste fodboldmålmænd, og nu er han også investor i et dansk e-sportshold.
Thibaut Courtois investerer således i den danske e-sportsgruppe Fusion Esports Group, som er bedst kendt for at eje Counter-Strike-holdet Astralis.
Den 34-årige belgiers investering foregår gennem investeringsgruppen NXTPLAY, som han ejer sammen med Gonzalo Vila.
Det skriver Fusion Esports Group i en pressemeddelelse.
Courtois har længe været et veletableret navn i fodboldverdenen, hvor han blandt andet har vundet Champions League to gange med sin klub, Real Madrid.
Nu stempler den store belgier også ind i e-sportens verden, og det er ikke noget tilfælde, at valget er faldet på det danske hold.
- Gaming har altid været noget, jeg har fulgt. Det, der interesserer mig mest, er kulturen omkring og de fællesskaber, som følger med, siger Courtois.
- Fusion forstår det område rigtig godt, og Astralis er et hold, jeg har kendt i et stykke tid.
Courtois' ambitioner rækker længere end selve sporten.
- Jeg kan lide, hvor gruppen er på vej hen og ambitionen om at bygge noget større end e-sport. For Gonzalo Vila og mig føltes det som en naturlig mulighed at involvere os.
Direktøren i Fusion Esports Group, Jonas Gundersen, kalder samarbejdet en "no-brainer".
- At have Thibaut Courtois som investor er fantastisk, men han er meget mere end det. Han er en ægte tilhænger af det, vi gør, og en, som elsker gaming, siger direktøren.
Astralis er Danmarks bedste Counter-Strike-hold. Tidligere har holdet rangeret som verdens bedste, men ligger i øjeblikket nummer 11 på verdensranglisten.
RITZAU