Real Madrid snublede igen i titelkampen og spillede fredag aften 1-1 hjemme mod Girona i La Liga.
Det var anden ligakamp i træk, at det ikke lykkedes Real Madrid at vinde i den bedste spanske fodboldrække.
Med den lille gave fra ærkerivalen har FC Barcelona nu særdeles gode muligheder for at forsvare det spanske mesterskab.
Barcelona er seks point foran Real Madrid og kan udbygge forspringet til ni point i lørdagens lokalderby hjemme mod Espanyol.
I den seneste spillerunde tabte Real Madrid ude til Mallorca, og i tirsdags tabte den spanske storklub 1-2 hjemme til Bayern München i den første af to kvartfinaler i Champions League.
Efter en målløs første halvleg, hvor Real Madrid brændte flere chancer, gik det bedre for hjemmeholdet lige efter pausen.
Seks minutter inde i anden halvleg hamrede Real Madrids midtbanespiller Federico Valverde bolden mod mål.
Uruguayaneren sparkede med så meget kraft, at Girona-målmanden Paulo Gazzaniga ikke formåede at håndtere bolden, som susede tæt forbi ham og i mål.
Lykken for Real Madrid var dog kortvarig.
Ti minutter senere udlignede Girona, som også havde en midtbanespiller, der kunne sparke bolden i mål fra distancen.
Det var Thomas Lemar, der har en lang fortid hos Atlético Madrid, der scorede til 1-1.
Real Madrid jagtede i resten af kampen mål nummer to, men kvaliteten og skarpheden var der ikke.
Med det skuffende pointtab kan det efterhånden ligne en sæson helt uden titler for Real Madrid, og det bliver som regel ikke modtaget godt på de kanter.
Hjemmepublikum kvitterede da også med en massiv pibekoncert efter slutfløjt på Bernabeu.
/ritzau/
